OB smeltede sammen i Randers
Randers slog OB med 3-0 efter en miserabel første halvleg af fynboerne.
Ros til Randers for en flot kamp.
Ros for at score tre mål for første gang siden april og ros for at holde nullet for 7. gang i sæsonens 12 forsøg.
Men - og det er et rungende men - på dagen var OB ikke en værdig modstander, og det gjorde naturligvis kronjydernes arbejdsbetingelser markant lettere. Ja, sejren virkede omtrent lige så uundgåeligt som at tjene penge på et aktiemarked, hvor alle kurser stiger betragteligt.
»Der er mange ting, vi kunne have gjort anderledes og bedre i første halvleg. Det er også derfor, jeg vælger at lave så radikale ændringer med at udskifte to spillere og ændre formationen i pausen,« sagde OB-træner Ove Pedersen efter kampen.
Dagen startede ellers helt okay for Ove Pedersen, der for tredje gang var i spidsen for fynboerne.
Et hurtigt kig i statistikkens krystalkugle viste, at Randers umiddelbart var en ønskemodstander for OB. Randers havde ikke vundet i de seneste fem indbyrdes kampe, mens Ove Pedersens forgænger, Troels Bech, fik sin eneste sejr som OB-træner i denne sæson mod netop Randers.
I kampens indledende fase var Randers mest på bolden, mens OB lurede på omstillinger og dødbolde. Efter 13 minutters spil ændrede det billede sig, da kampens første reelle chance kom.
OB-anfører Ari Skulason nølede i beslutningsprocessen på kanten af eget felt. Det udnyttede Randers til at stjæle bolden med en hård tackling. To afleveringer senere lå bolden hos Skulasons landsmand Elmar Bjarnason, der køligt udplacerede Mads Toppel i OB-målet.
»Vi løber igen i dag mange sure meter. Vi må lære at blive lidt mere effektive i det, vi laver. Gang på gang spiller vi den igennem midten, hvor både vores og Randers’ blok står kompakt. Modsat lykkes Randers med at komme over kanterne, og det var den store forskel,« analyserede Ove Pedersen.
Hjemmeholdets føringsmål fungerede som en dartpil i hjulet på OB’s i forvejen rustne cykel. Pludseligt synes der at være plads overalt, og Randers’ unge Nicolai Poulsen og rutinerede Christian Kellers vandt det afgørende slag om den centrale midtbane.
Når der ganske sporadisk opstod muligheder til OB, var konstruktøren som regel Rasmus Falk, der i sidste uge vendte tilbage fra en længere skadespause. Den elegante mellemrumsspiller er dog et stykke fra sit topniveau, og han mangler ganske enkelt kvalificerede legekammerater.
Der må derfor være travlt på kontoret i Ådalen i de kommende måneder. Det virker til, at alle kæder trænger til et ansigtsløft. Aftalen med Sønderjyskes defensivspiller Hallgrimur Jonasson er allerede forseglet, men der må være mere på vej.
Omvendt kan Randers glæde sig over, at klubbens svenske angrebsduo, Viktor Lundberg og Mikael Ishak, endelig fik gang i scoringen med et mål hver.
»Jeg er blevet kritiseret for at holde fast i de samme to angribere, men jeg har ikke set nogen grund til at skifte, når vi har spillet godt og produceret mange chancer. I dag fik vi belønningen« sagde Randers-træner Colin Todd.
Med sejren fastholder Randers sin placering i top 3, mens OB bliver under stregen. I næste weekend spiller fynboerne en yderst kamp mod oprykkerne fra Hobro.