U21-landsholdet klar til EM-slutrunde
Det holdt hårdt, men det danske landshold er klar til U21-EM i Tjekkiet næste sommer.
Det danske U21-landshold har kvalificeret sig til sit blot tredje U21-EM nogensinde. Det sker efter et 1-1-resultat mod Islands U21-landshold tirsdag aften.
En smule i skyggen af kampen mellem Morten Olsens tropper og Cristiano Ronaldo og co. var U21-landsholdet tirsdag aften taget til play off-kamp i Island for at kæmpe for en plads ved næste sommers U21-EM i Tjekkiet.
For at klare missionen skulle danskerne få målnettet til at blafre af andet end blot den frostkolde islandske vind. I kvalifikationen scorede det danske U21-landshold flest mål af alle hold med 39 mål, mens fredagens første play off-kamp i Aalborg mod Island endte målløs.
Det forsøgte danskerne at lave om på tirsdag aften på med tålmodigt, men tempofyldt spil. Ikke desto mindre opstod de største chancer efter dødbolde i almindelig og hjørnespark i særdeleshed. Efter et kvarter havde de rød-hvide talenter haft seks hjørnespark, hver med lige så stort potentiale for mål som spillerne på U21-landsholdet har for at bryde igennem på A-landsholdet. Forhåbentligt bliver potentialet forløst en smule bedre for spillerne end ved målchancerne tirsdag.
Efter et kvarter blev bolden sendt ind i Islands straffesparksfelt af et langt indkast fra Jonas Knudsen, med panden sendt på tværs af Andreas Cornelius, hvorefter Andreas Christensen kraftfuldt sendte bolden mod mål. Forløsningen blev forpurret af en flot redning af FC Vestsjælland-målmanden Frederik Schram, der blev sat på mål en time før kampstart på grund af en skade hos det normale førstevalg, FC Nordsjælland-reserven Runar Runarsson.
Halvvejs gennem halvlegen førte en misforståelse og en misforstået clearing i Islands straffesparksfelt til en stor dansk chance. Nikolaj Thomsen sendte med et klogt lob bolden ind til Andreas Cornelius, der lige så uklogt valgte et tippe bolden lige i armene på Frederik Schram i Island-målet.
Et farligt skud brød kort efter danskernes dominans. Selve skuddet blev sendt af sted lige så langt udefra som det røg over målet, men selve forsøget var et symbol på, at Danmark var ved at slippe kontrollen en smule i kampen.
Lige inden pausen opstod to store chancer til FCK-talenterne Andreas Cornelius og Youssef Toutouh, der blev stoppet af henholdsvis en forsvarsspiller og et skud forbi mål. Derfor ventede tilskuerne og Danmark i pausen lige så meget på det afgørende mål, som man venter på gennembruddet for et evighedstalent.
På bænken sad Lucas Andersen, der var en af danskernes to ændringer i startopstillingen fra den første play off-kamp. Man begyndte at overveje, om ikke Ajax-teknikeren kunne gøre lige så bidende ondt på Islands forsvar som kulden gjorde i kinderne på tilskuerne.
Det gjorde danskernes tempo langt fra i anden halvleg. Spillet var frosset til, og flowet fungerede som en fantasiløs freestyle-rap.
En fremragende aflevering fra Andreas Cornelius sprættede efter 65 minutter Islands højre forsvarsside op og gav Nikolaj Thomsen muligheden alene igennem med Islands målmand. Desværre bliver man ikke redningsmand, hvis man ikke rammer målet et par meter foran mål.
Andreas Cornelius flakkede generelt rundt som en mand på jagt efter varmen. Nogle gange var det med til at åbne Islands betondefensiv op, andre gange var det med til at cementere det. Mest farligt var spillet, når det igennem Youssef Toutouh og Jonas Knudsen på venstrekanten, men Islands forsvar eller Danmarks ineffektivitet holdt Danmark fra scoringstavlen.
Det samme dommeren også ti minutter før tid. Jakob Busk fumlede bolden ind i en islandsk angriber, hvorefter de to i fællesskab sendte bolden i mål. Heldigvis for Danmark så dommeren et frispark på den danske målmand, som de fleste tilskuere havde svært ved.
Lige så svært var det at forstå, at Andreas Cornelius i det efterfølgende angreb ikke headede bolden i mål. Højrebacken Alexander Scholz serverede bolden på en måde, som FCK-angriberen plejer at eksekvere til en målscoring, men hans kraftfulde hovedstød endte i stedet i bandereklamen.
Og så skete den store forløsning, mens Cristiano Ronaldo og de andre varmede op til A-landskampen i Parken. Endnu engang sendte Jonas Knudsen et langt indkast ind i feltet, hvor Andreas Cornelius forlængede bolden. I en energiudladning kastede AaB-spilleren Nicolaj Thomsen sig ned i bolden, og lige så energifyldt jublede han sammen med sine holdkammerater over målet, der skreg af forløsning.
I overtiden gjorde Island kampen spændende på ny. Brøndby-spilleren Holmbert Fridjonsson sendte et straffespark i nettet og de danske tilskuere ud på kanten af stolene til de allersidste minutter.
Heldigvis kan Danmark nu glæde sig til U21-EM under mere solrige forhold i Tjekkiet næste sommer efter 0-0 på hjemmebane og 1-1 tirsdag aften mod Islands U21-landshold.