Roy Keane hader Abba skriver han i sin biografi

Den tidligere Manchester United-spiller Roy Keane er kendt som en af de hårdeste mænd i fodbold. I sin tid som spiller modtog han masser af røde kort for vilde tacklinger og efter at karrieren sluttede, har han fortsat sit hårde regime uden for banen, hvor han i en årrække var manager for Sunderland og Ipswich.

Nu er del to af hans biografi på vej på gaden i Storbritannien, og som den første indeholder den flere lussinger end Crazy Daisy kl. 5 en lørdag morgen.

Britiske medier - blandet andet The Guardian - har fået presseeksemplarer, og de deler gladelig ud af godbidderne.

Efter Manchester United sluttede Roy Keane sin aktive karriere i skotske Celtic.

Han mindes f.eks. tilbage til sin debutkamp for Celtic, der var en cup-kamp på udebane mod lavere rangerende Clyde.

»Vi tabte 2-1. Det var et mareridt. Jeg var ikke tilfreds med mit eget spil, men det var ok. […]. Da jeg tog min trøje af, lagde jeg mærke til, at der stadig var prisskilt på den. Da jeg kom ud til bussen, så jeg, at John Hartson – en god mand – allerede var ankommet, og han spiste en pose chips og drak en sodavand. Jeg sagde til mig selv: ”Velkommen til helvede”.«

I fodboldens verden hører man ofte om, at der spilles højt musik, inden spillerne går på banen. Ifølge Roy Keane bestemmer spilleren øverst i hierarkiet, hvad der skal spilles.

Men sådan var det ikke, da han blev manager i Sunderland.

»Det var en fra holdet stab, der bestemte. Jeg kiggede på ham og tænkte: ”Jeg håber, at nogen nakker ham”. Den sidste sang, spillerne hørte, inden de gik på banen, var ’Dancing Queen’ med Abba. Det, der bekymrede mig, var, at ingen af spillerne – ikke en eneste – sagde: ”Få det lort af”. De var på vej ud for at spille en kamp - mænd mod mænd med masser af testosteron. De skulle ud og ramme folk med masser af kraft. Fucking ’Dancing Queen’. Det bekymrede mig, og jeg vidste, at jeg ikke havde så mange ledere på holdet, som jeg troede.«

En af de ledere, som Roy Keane kunne have haft brug for, var Robbie Savage, der var blevet til overs hos Blackburn.

»Jeg fik hans nummer og ringede til ham. Den gik på telefonsvarer: ”Hej, det er Robbie – whazzup!” lød det som i Budweiser-reklamen. Jeg ringede aldrig til ham igen. Jeg tænkte: ”Jeg kan ikke fucking skrive kontrakt med det”.«

Der er skrevet vidt og bredt om, hvordan Roy Keane røg ud i Manchester United efter flere uoverensstemmelser med manager Alex Ferguson.

Som Sunderland-træner kom Keane nu til at stå over for sin tidligere boss, og i engelsk fodbold hører det med til spillet, at de to managere mødes efter kampen for at drikke en drink.

»Ferguson mødte aldrig op. Det var ikke acceptabelt. Han ringede et par dage senere for at undskylde. Han sagde, at han havde haft travlt efter kampen, og at han havde ventet. Jeg sagde til ham, at han skulle have taget en drink med mig som med alle andre managere, at han ikke havde vist mig og min stab den fornødne respekt.«

I bogen fortæller han også om et slagsmål med Peter Schmeichel, hvor danskeren måtte møde op til en pressekonference med et blåt øje, mens Keane havde en øm hånd og en forstuvet finger.

I dag er Roy Keane trænerassistent i Premier League-klubben Aston Villa, hvor han har tillagt sig et fuldskæg, der nok skal få spillerne til at klappe kaje, når han hæver stemmen – og jernnæven.