Silkeborgs nye stadion kan blive dyrere end beregnet

Byggeprisen kan stige, hvis opsvinget i dansk økonomi bider sig fast.

Artiklens øverste billede

Ifølge planen skal Silkeborg IF i 2016 have pengene på plads til bygning af et nyt stadion - Jysk Park - ved Søholt Idrætspark.

Men i sidste uge kom det frem, at finansieringen af det 120 mio. kr. dyre projekt ikke er på plads.

Det fik byens stærkeste stemme til at komme med en advarsel til direktør for Silkeborg IF Invest, Kent Madsen.

»Jeg har læst med betænkelighed, hvor svært Kent Madsen har det med at få indsamlet de sidste penge, og jeg følger sagen med stor interesse, fordi Jyske Bank har givet tilsagn om 10 millioner kroner til projektet. Og beløbet fra Jyske Bank er i realiteten 12 millioner kroner, fordi vi efter yderligere forhandlinger har indvilget i at betale momsen af beløbet, så vores bue er spændt til det yderste, og vi kommer ikke med flere penge til projektet. Vi har strakt os til det absolut yderste,« sagde Jyske Banks administrerende direktør, Anders Dam, til Midtjyllands Avis.

Stille telefon

Kent Madsen skal dermed ikke forvente at hente de 20 mio. kr., som projektet mangler, hos den lokale bank.

»Jeg tror, at Anders Dams kommentar er foranlediget af, at jeg har sagt til det lokale medie, at det jo ikke er sådan, at min telefon er rødglødende. Vi skal selv ud og hente pengene, og det arbejder vi målrettet med,« siger Kent Madsen til Jyllands-Posten.

Silkeborgs erhvervsliv har vist sig at være en udfordring for byggeprojektet, hvor 60 mio. kr. finansieres af kommunen.

»Vi er i Silkeborg-området kendetegnet ved, at der er mange små og mellemstore virksomheder, og det vil sige, at så skal vi ud og hente pengene bredt i erhvervslivet,« siger Kent Madsen.

En mio.

I realiteten er der kun Jysk og Jyske Bank, der har store penge at gøre med. Og begge har allerede spyttet i kassen, Jysk med 10 mio. kr.

Indtil nu er der siden september 2013 samlet 40 mio. kr., og projektet skal være på plads inden sommerferien i år.

»Jeg er fortrøstningsfuld, for at vi nok skal hente de sidste penge. I fredags fik jeg en opringning fra en virksomhedsindehaver, der ville give en million,« siger Kent Madsen, der nu vil gå direkte efter kendte ansigter.

»Vi samler alle vores sponsorer til et stormøde i starten af maj, hvor vi lancerer forskellige støttemuligheder. Og vi kører ud til private borgere med mulighed for at købe sig plads på stadion i en årrække fremover og betale forud. Vi arbejder med, at hvis man vil lægge 10.000 kr., så får man to pladser på stadion i fem år med navn på og med på en støttetavle, hvor der til evig tid står, at man har været med til at bygge stadion.«

Hvad sker der, hvis I ikke når målet?

»Hvis man ser kynisk på det, så kommer der ikke noget nyt stadion. Det vil være drønærgerligt, for vi er med 100 ud af 120 mio. kr. tæt på. Lykkes det ikke, så tager vi den derfra, men jeg er fortrøstningsfuld.«

Kan man forestille sig en nedskalering af stadion?

»Det er et licenskrav, at der minimum skal være 10.000 pladser, hvis man skal spille i Superligaen. Så vi kan ikke gøre det mindre, men når man har et flot projekt, så kan der altid klippes en hæl og hugges en tå,« siger Kent Madsen, der peger på en anden ukendt faktor i forhold til prisen på at få bygget i fremtiden.

»Det virker som om, at samfundsøkonomien er på vej ud af fryseren, og vi har set tidligere, at når man er på vej ud af kriser, så kommer der højere byggeomkostninger. Så der er en risiko for, at 120 mio. kr. ikke rækker. I den situation vil vi kunne tilpasse projektet og finde besparelser.«

Lige nu har Silkeborgs succes på banen i 1. division. Kan man mærke det, når man kommer ud med hatten i hånden?

»Jeg er lidt ærgerlig over at sige det, men det kan man. Jeg er ærgerlig, for når man snakker stadion, så er det en langsigtet ting, og der bør det ikke være de kortsigtede præstationer, der afgør, om man vil støtte det. Men man kommer ikke uden om, at det påvirker humøret for alle, om det går godt for holdet. Så sådan en uge, hvor vi har vundet, og de nærmeste konkurrenter til oprykning sætter til, det giver benzin på motoren hos alle.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.