Fortsæt til indhold
Fodbold

Esbjerg retter sigtet mod ny angriber

Den nedrykningstruede klub vil forstærke sig i det kommende transfervindue.

Esbjerg tabte her til eftermiddag mod Randers og har kun fået to point i de seneste otte Superliga-kampe.

Klubben er placeret som nummer 11, men har til gengæld klaret sig særdeles godt i Europa League, hvor man har sikret sig mange penge og videre avancement fra gruppespillet.

Ønsker nye offensive kræfter

Nogle af pengene skal bruges på nye spillere, fortæller Esbjergs administrerende direktør, Søren Poulsen.

”Vi skal have tilført nogle offensive kræfter til truppen, og især på angriber-positionen kunne vi godt tænke os en ny spiller,” sagde han efter nederlaget til Randers.

Det nederlag ændrer dog ikke på transferstrategien, når det kommende transfervindue åbner til januar, forklarer Søren Poulsen.

”Superligaen er så tæt, at meget stadig kan ændre sig. Derfor ændrer det sig ikke på vores transferstrategi, om vi ligger i bunden eller i midten af rækken,” sagde han.

Esbjerg har 19 point efter de første 18 kampe af sæsonen.