FCK fik pligtsejr mod FCV i Parken
FC Vestsjælland forsvarede godt, men måtte se FC København tage endnu et skridt mod toppen.
For Ståle Solbakken både begyndte og sluttede efterårets Superliga-kampagne mod FC Vestsjælland i Parken. Fælles for møderne var, at oprykkeren med den kløgtige Ove Pedersen på sidelinjen var en sej størrelse at knække.
Nordmandens comeback sluttede 1-1, men som et symbol på hvordan FCK har rykket sig spillemæssigt og mentalt siden, vandt holdet denne gang 1-0.
Tog armbøjninger
Igen var Ståle Solbakken i centrum. Inden pausen skvattede han på sidelinjen og tog armbøjninger, nu han alligevel lå på jorden. Efter pausen var hans rolle mere vital.
Efter en time, da kampen og stillingen var ganske lige, sendte han Marvin Pourié og Thomas Kristensen på banen samtidig for at ændre udviklingen.
Førstnævnte, der har haft en svær tid under Solbakken, kvitterede for den nyvundne tillid ved at score på sin første boldberøring til 1-0 med pandebrasken på Pierre Bengtsons frisparksindlæg.
Ståle-effekten
For FC København var det mere end vitalt at hive den sidste sejr hjem. Dermed har holdet snor i FC Midtjylland i vinterpausen uanset topholdets pointudbytte søndag.
Selv hvis afstanden skulle lyde på seks point, vil FC København formentlig blive en del af den afgørende mesterskabskamp.
Ståle-effekten gav 28 point i 13 kampe og rykkede holdet fra en nedrykningsplads til en foreløbig andenplads, som AaB dog kan tage tilbage med en sejr over Viborg.
Pibekoncert
Men det holdt hårdt lørdag eftermiddag. De glatte baneforhold gjorde det svært for FCK at kombinere sig til de åbne chancer, og Slagelse-holdet forsvarede sig dygtigt.
Op til pausen havde udeholdet så fint styr på kampen, at hjemmepublikummet kvitterede med en pibekoncert. I længden var FCK dog en anelse bedre og skabte de målchancer, der kunne forsvare en hjemmesejr.
Trods nederlaget understregede kampen, hvordan FC Vestsjælland har præsteret over de flestes forventning i den første halvdel af oprykkersæsonen.
Holdet overvintrer på den rette side af nedrykningsstregen, og selv om klubben formentlig kommer til at være en del af forårets bundkamp, virker det slet ikke usandsynligt, at opholdet på den første klasse kan forlænges.