Fortsæt til indhold
Fodbold

Opvarmningen afgjorde superligabrag

Brøndby formåede aldrig at vise sig som en reel udfordrer til FCK i toppen af dansk fodbold.

Det meget imødesete derby mellem Brøndby og FC København var allerede en topkamp værdig, inden kampen overhovedet var fløjet i gang. Brøndbys egne supportere ynder således at kalde hjemmebanen for ”Helvede i nord”, hvilket begge holds fans gjorde deres for at leve op til, da de forvandlede Brøndby Stadion til et inferno af røg og romerlys, da spillerne gjorde deres entré.

Men samtidig med at stemningen var på sit højeste hos Brøndbys fans, så har stemningen i klubbens omklædningsrum nok været lige så dyster som på en arbejdsplads inden en fyringsrunde.

En af årsagerne til at Brøndby i søndagens kamp kunne have sat nu klubrekord med seks kampe i træk uden at lukke mål ind, forsvarsspilleren Khalid Boulahrouz, havde netop meldt sig skadet og ude af stand til at spille kampen.

Afgjort inden kampstart

Og allerede der, fem minutter inden kampstart, var kampen afgjort. For da Brøndby-spillerne genså omklædningsrummet i pausen, var de bagud 1-3, og to af de mål, som Lukas Hradecky havde måttet indkassere, kunne til dels tilskrives fraværet af den tidligere hollandske landsholdsspiller.

For FCKs svenske forsvarsspiller Olof Mellberg kunne relativt ubesværet heade bolden ned for fødderne af københavnernes topscorer Igor Vetokele, der kunne udligne en Brøndby-føring, og samme unge belgier kunne udnytte Boulahrouz’ afløser i midterforsvaret, svenske Michael Almebäck, manglende evne til at dække sin bold af og snuppe den, inden han i højt tempo rundede ham og satte bolden ind til en 3-1-føring til udeholdet.

Dermed var opgøret reelt afgjort, og forhåbningerne om en tæt topdyst som i de gode, gamle dage forduftede som røgen fra Brøndby-tilhængernes romerlys. Ferhan Hasani gjorde ellers sit til at vække minder om gamle dage med sit frisparksmål til 1-0. En nærmest tro kopi af den tidligere Brøndby-spiller Andreas Jakobssons mål 10 år forinden i en 2-2-kamp i efteråret 2003.

FCK bare bedre

Men FCK var bare bedre end Brøndby. FCK-træner Ståle Solbakken havde valgt en diamantformation på midtbanen til kampen, der lukkede Brøndbys midtbaneprofil Thomas Kahlenberg helt ud af kampen. Eneste opmuntring til Brøndby var sydafrikaneren Lebogang Phiri, der kom i vejen for meget.

Specielt omkring FCKs brasilianske midtbanespiller Claudemir så det godt ud for det forsvarende mesterhold. Brasilianeren er på mange måder symbolet på Ståle Solbakkens genrejsning af FCK og spillede en ny, stærk kamp på midten, hvor han sikkert fordelte boldene rundt til holdkammeraterne.

Fejlene var dog også mange hos Brøndby, der med små, men betydningsfulde fejl aldrig rigtig formåede at få initiativet i kampen, hvor det kneb for spillerne med at tage ansvar på banen.

Sløj oplevelse

Udstillet på småkomisk vis ved udskiftningen af Thomas Kahlenberg, hvor tre spillere ikke mente sig i stand til at tage imod Brøndby-koryfæets anførerbind.

Scenariet udspillede sig i midten af anden halvleg, hvor FCK fortsatte med ikke at tillade Brøndby noget som helst, og som var en, for neutrale tilskuere i hvert fald, sløj oplevelse. De største chancer tilfaldt stadig FCK, der aldrig behøvede at spille sig helt ud i de sidste 45 minutter.

Spørgsmålet inden kampen var, om Brøndby for alvor var på vej tilbage mod at kunne kandidere som seriøs udfordrer til FCK i toppen af dansk fodbold. Svaret må efter kampen søndag aften dog være ”nok ikke”. Dertil viste holdet sig for afhængig af Boulahrouz, hvis skadeshistorik ikke taler for, at han er med i alle af sæsonens resterende 15 kampe.