For Eriksen kan det blive en dyr kamp

Den sidste nerve manglede i Herning, da Danmark slog Norge med 2-1 på en sen scoring af Nicolai Boilsen.

Artiklens øverste billede
Christian Eriksen måtte udgå med en skade i første halvleg.

For landsholdet som helhed var det en kamp uden voldsomme omkostninger, da Danmark fredag aften i Herning vandt 2-1 over Norge i en venskabskamp. For Christian Eriksen så regningen til gengæld ud til at blive stor.

Ellers var det ikke et nordisk opgør, der gjorde nogen fortræd, blottet som den var for kvalifikationsgys, efter at begge nationer kiksede rutebåden til Rio.

Ingen sensationer

»Det er slut med at eksperimentere,« fik landstræner Morten Olsen slået fast dagen inden venskabskampen mod Norge. Ikke fordi det var en kamp, der talte i noget som helst regnskab af betydning, men fordi landstræneren i den seneste kvalifikationskampgane har anvendt 40 spillere, primært på grund af mange skader.

I aftes var der således ingen senstationer i startopstillingen mod vores formuende norske brødrefolk. Midterforsvarer Andreas Bjelland måtte på dagen melde fra med en mindre skavank, og således blev krigen om pladsen ved siden af den selvskrevne Daniel Agger afblæst. Simon Kjær vendte dermed tilbage til sin gamle hjemmebane. Efter en strålende indsats i den seneste kamp var OB’eren Emil Larsen atter foretrukket i højre side som fodermester til Nicklas Bendtner.

Angriberen med Djengis Khan-knolden på hovedet var dog ikke involveret i det danske mål til 1-0 efter et kvarters spil. Et hjørnespark fra Christian Eriksen blev ved forreste stolpe dirigeret i mål af William Kvist, hans andet mål i 44 kampe for Danmark.

Eriksen dansede

Kort efter meldte Christian Eriksen sig for alvor ind i dysten, da han dansede en tur gennem det norske forsvar, men afslutningen var ikke en større udfordring for målmand Rune Jarstein, og aktionen var det mest iøjefaldende, Christian Eriksen nåede at levere.

Syv minutter før pausen blev Eriksen hjulpet fra banen med en ankel, der ikke så godt ud, et uheld, der næppe hilses specielt velkomment i Tottenham, hans nye arbejdsgiver, der står over for ligakampe mod Manchester City og Manchester United med en Europa League-dyst i Tromsø i midten.

Nordmændene ankom til det midtjyske med en ny træner i Per-Mathias Høgmo i stedet for fodboldtrolden Egil ”Drillo” Olsen, der ifølge Morten Olsen selv trak sig fra embedet, mens andre mente, han var blevet strittet ud.

Boldbesiddende nordmænd

Norske Olsens pragmatiske stil med stempel-pres på midtbanen er efter sigende ved at blive afløst af en mere boldbesiddende stil – og sådan fremstod nordmændene faktisk i store faser af kampen.

Anført af den elegante Per Ciljan Skjelbred og den mere robuste Ruben Jenssen fik Norge trillet sig til et par pæne muligheder. Daniel Agger kom i vejen for en af de store, da målmand Stephan Andersen puffede et tværpas ud i fødderne på Tarik Elyounoussi.

At den tidligere OB’er Marcus Pedersen kort efter kunne sparke bolden forbi i fri position, virkede mystisk, men ikke desto mindre blev angriberen trods afbrænderen opmuntret fra sidelinjen.

Forsvar uden styring

Norge så ikke ud til at have besvær med at kombinere sig igennem til chancer over for et dansk forsvar uden overvældende styring og kontrol, muligvis funderet i at midtbanefolkene - især Niki Zimling - ikke evnede at holde fast i bolden.

Det behøvede han så heller ikke efter pausen, da han blev erstattet af Casper Sloth ligesom Peter Ankersen afløste Lars Jacobsen.

Den mest populære udskiftning faldt efter en time, da Nicklas Bendtner udgik til fordel for den tidligere FC Midtjylland-spiller Viktor Fischer, som ikke nåede at spille et minut på MCH Arena, inden han blev sendt til Ajax for et par år siden.

 En anden af de unge, AaB’eren Kasper Kusk, kunne have sørget for dansk sejr. Norges Mohammed Abdellaaoue havde heller ikke lyst til at score. Det havde Nicolai Boilesen, og så gik  6.084 tilskuere småfornøjede hjem.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.