Fortsæt til indhold
Fodbold

Sønderjyske tangerer negativ rekord

FCN er over stregen, Sønderjyske tabte for sjette gang.

0-3 mod Nordsjælland. Og dermed Sønderjyskes sjette Superliganederlag i træk, hvilket er en tangering af klubbens knap fire år gamle rekord for flest nederlag i træk. Holdet fra den sydligste del af landet er nu placeret så sydligt i tabellen, at der er seks point op til næstsidstepladsen, hvor FC Vestsjælland endda har en kamp til gode. Sundt ser det ikke ud.

Umiddelbart er der da også miserer nok at pege på. For fjerde kamp i træk stillede sønderjyderne op med tre rokader i startopstillingen, og selv om årsagerne – karantæner og skader – såmænd langt hen ad vejen er logiske, så har den konstante rokade været med til at sætte holdets normale stabilitet skak.

Lodberg var savnet

Mod Nordsjælland var især karantæneramte Niels Lodbergs karske robusthed savnet. Tremandsforsvaret havde det umanerligt svært både med hjemmeholdets væverhed i angrebet og med at komme ud og forhindre især Martin Vingaards afslutninger fra distancen.

I banens anden ende er der intet nyt i at påpege holdets hungersnød. Lørdag startede Bo Storm, der spillede glimrende på midtbanen i forrige kamp, længst fremme, men ganske karakteristisk foregik hans bedste aktioner i forsvaret. På højrekanten fik 18-årige Morten Beck sin startdebut. Muligvis ud fra tanken om, at han ikke var ramt af samme selvtillidskrise som de faste spillere, men selv om teenageren viste visse takter, lignede han ikke svaret på alle problemer.

Selvtillid mangler

Men selvtillid, det mangler Sønderjyske. I hvert fald hvis man kan tælle manglende selvtro på, hvor langt tilbage på banen, et hold står. Først alt for sent begyndte holdet at satse fremover, og selv de førhen så farlige stikninger i dybden var et sjældent syn.

Faktisk havde hjemmeholdet de bedste omstillinger. Helt sublimt kort før pausen, hvor Joshua John viste, at han er en af ligaens bedste, da han spurtede op ad venstrekanten, spillede 1-2 med Kim Aabech og scorede til 2-0. Et kvarter før havde netop Kim Aabech scoret sit første superligamål i godt to år på straffespark. Endnu før det havde Martin Vingaard, der er hoppet med på samuraifrisure-dillen, skåret skiver af luften med knivskarpe hug. For kun anden gang i sæsonen rykker FC Nordsjælland nord for nedrykningsstregen. Men holdet ligner ikke et, der vender tilbage.

Bekymrende for Sønderjyske

Spørgsmålet er naturligvis, om Sønderjyske kan vende nedturen. I Farum blæste det lidt i de stride kastevinde; holdet spillede langt dårligere end i sidste uge mod Randers men dog bedre end kampen før mod OB. Umiddelbart var der to knager, gæsterne kunne hænge deres ja-hatte på. Dels dødboldene, hvor især dykkersømmene fra Henrik Hansen skabte de absolut bedste scoringsmuligheder, dels den ukuelige offervilje, holdet trods situationen fortsat har i returløbene. Også hos offensive teknikere som Henrik Hansen og Bo Storm. I modgang kan de se lidt bekymrende ud for Sønderjyske, at balancen mellem islandske isbrydere og klejne kreatører er skævvredent i forhold til tidligere, men så er det dog et plaster på det åbne sår, at ingen er for fine til at kæmpe.

Men det absolut mest løfterige for Sønderjyske, er dog et kig i historiebøgerne. For forrige gang, holdet tabte seks gange i træk, fulgte de op med syv kampe uden nederlag og fortsat tilstedeværelse i Superligaen.