Esbjerg forlængede eventyret i Europa League

Glem alt om øjeblikkets spillemæssige problemer.

Se bort fra en stadigt heftigere flirt med Superligaens nedre regioner.

Nyd Esbjerg og lad Esbjerg nyde sig selv.

Med disciplinerede og yderst fortjente 1-0 hjemme over Elfsborg har vestjyderne overgået alle realistiske forventninger og endda også de vildeste drømme.

Knald-eller-fald-kampe

Kombineret med Salzburgs sejr på 3-1 over Standard Liège har Esbjerg allerede to runder før afslutningen på Europa League-gruppespillet spillet sig videre blandt de 32 mandskaber, der får lov at spille knald-eller-fald-kampe i februar.

Utænkeligt før indledningen på denne udgave af europæisk klubfodbolds næstbedste turnering, men helt retfærdigt efter Esbjergs præstationer og evne til at omstille sig til den store scene.

Den mulige gevinst til trods blev torsdag aften dog først magisk og medrivende i afslutningens uundgåelige hektik i forsvaret af føringen.

Den faste klike

Vestjyder og andet godtfolk skal have stor ros for at have benyttet Europa League-eventyret til at dukke talstærkt op og i det mindste understrege klubbens potentiale, hvis den formår at etablere sig fast på øverste hylde, men et stort fremmøde gør ingen fest alene.

Den faste klike i Nordvestkurven forsøgte på flotteste vis at skabe stemning, mens resten blot lurede på en chance for at underbygge rygtet som Danmarks mest klappende publikum, og vente, det kom de til.

Elfsborg viste ingen interesse i – eller nok rettere klasse til - at bortviske det fesne indtryk fra det første indbyrdes opgør, og værterne fik dermed ganske naturligt en masse boldbesiddelse uden for alvor at udvise den store kløgt i forvaltningen af denne gave.

I hængekøje-humør

Udeholdet havde set rigtigt i at give Davidson Drobo-Ampem plads til bagfra at distribuere boldene, der oftest savnede retning eller ide og dermed skabte et ujævnt forløb med talrige overgange, uheldigvis mestendels på midten, hvor Elfsborg så kunne få lov at lege lidt med og tage trykket ud af kampen.

Sæsonen på den anden side af sundet er netop afsluttet, og Elfsborg-spillerne virkede mentalt i hængekøje-humør.

Først i pausen leverede gæsterne lidt underholdning, da deres reserver fremførte den svenske version af alle superligaklubbers håneleg. I en omgang cirkulær fællesjonglering bliver taberen herhjemme straffet med et knips over øret af de andre, Elfsborg-spillerne daskede i stedet til hinandens snuder, men efter sidebyttet viste deres holdkammerater inde på banen fortsat ingen næse for spillet.

Veteran måtte udgå

Esbjergenserne havde stadig mest greb om spillet og overlevede endda en tvungen udskiftning af de mere grumme. I et forsøg på at ryste posen efter den seneste tids modgang havde Niels Frederiksen vekslet fra 4-4-2 til 4-5-1 og skubbet Hans Henrik Andreasen frem for at få noget tyngde, men eksperimentet nåede aldrig at stå sin prøve, da veteranen tidligt fik et slag over hoften og måtte lade sig udskifte i begyndelsen af anden halvleg efter en heroisk og humpende fight for at holde sig inde.

Med Magnus Lekven allerede ukampdygtig var midtbanens normale midterakse nu fraværende og de største vinderchancer tilsyneladende forduftet, men omsider udstrålede Esbjerg den tro og den vilje, der har båret mandskabet så langt i 2013.

Lyng viste mod

Til sammen er de i en hurtig udregning ikke meget ældre end Hans Henrik Andreasen, men Jeppe Andersen tog ansvar centralt, Emil Lyng viste mod på kanten og klaskede et langskud på overliggeren, og helt fremme viste Mick van Buren efter lang tids anonymitet sig altså igen afgørende.

Mere skulle der ikke til for at sikre nye kapitler til den utrolige fortælling, selv om de sidste minutter gav et par forskrækkelser, men den slags hører jo med i et ægte eventyr.