Fortsæt til indhold
Fodbold

Randers sejrede i målfest

Nok engang blev et tophold dukket, da Randers slog AaB i underholdende kamp.

De sidste skal blive de første. Det bibelske udtryk for alternativ køkultur kom atter til sin ret fredag aften, da Randers slog AaB med 3-2. Det var således 18. gang i Superligasæsonen, at et hold, der før kampen lå lavere placeret i tabellen vandt over et højere rangerende. Det modsatte er kun sket i 15 kampe.

For efter to nederlag i træk var Randers nummer otte, og dermed seks pladser under formstærke AaB, der de senest uger har lignet førsteudfordreren til FC Midtjyllands førsteplads. Noget der efter ni minutter så ud til at være begrundet. For sekunder efter et fejlslagent Randers-angreb, der mest af alt understregede, hjemmeholdets mangel på karantæneramte Ronnie Schwartz og småskadede Djiby Fall, afsluttede Kasper Kust et perfekt kontraangreb ved at sparke Anders K. Jacobsens aflevering til føringsmål.

Men derefter tog Randers fuldstændig over. Med en ærgerrighed fra ikke mindst den centrale midtbane, der har været slemt savnet i de forrige kampe. Især fra spilleren med Superligaens mest imponerende bakkenbarter, Elmar ”Teddy” Bjarnason. Efter i længere tid at have spillet som Elvis anno 1977, var islændingen mod AaB i vigør som Elvis anno 1957.

Selvmål

Det var dog Viktor Lundberg, der efter flere gode chancer fik udlignet en halv time inde i kampen via stolpen på et yderligt langskud. Mens Patrick Kristensen 10 minutter senere måtte lade sig notere for et selvmål. Ikke helt fair, for det var mindst lige så meget de øvrige forsvareres passivitet, der lagde grunden for scoringen.

For AaB havde kun sig selv at takke. Og synes nogle, at Randers var kommet foran med hjælp af marginalerne, så blev de nok røde i kinderne efter pausen. Først havde Elmar Bjarnason en afslutning på stolpen, dernæst gjorde Adama Tamboura ham kunsten efter, og med 20 minutter igen udlignede Rasmus Jönsson så i stedet. Fra en gedigen offsideposition.

Retfærdigvis skal nævnes, at 2. halvleg var langt mere jævnbyrdig end den første efter et par gode nordjyske indskiftninger og en positiv rokade i kampgejsten. Alligevel var det bestemt ingen bibelsk synd, at Jonas Kamper med et kvarter igen sikrede Randers sejren efter kampens tredje scoringsoplæg fra Jonas Borring.