Silkeborg fik silkesnoren

Rent matematisk kan Silkeborg ikke afskrives endnu, men mandag fik spillerne brændemærket ”1. division” ind i de rynkede pander.

I sig selv var nederlaget på 0-2 til AC Horsens mere end kritisk, og undervejs mod det reelle dødsstød var den opgivende attitude hos både de udvalgte og Viggo Jensen mindst lige så sigende og afgørende.

Spillerne i kraft af en forsmædeligt tandløs indsats, træneren med en besynderlig udskiftning, da han efter omkring en time pillede topscorer Marvin Pourié ud til fordel for Ari Mohr Jonsson, en debuterende teenageback med så lav status i truppen, at han endnu mangler at gøre sig fortjent til et navnetryk bag på spilletrøjen.

Klart dårligste målscore

Med fem point til sikkerhed og to spillerunder tilbage kan Silkeborg stadig redde sig, men med den klart dårligste målscore af de tre dumpekandidater har klubben reelt kogt slaget om frelse ned til en duel mellem Brøndby og AC Horsens, og trods succesoplevelsen skal gårsdagens sejrherrer ikke godte sig for tidligt, da både tanke og handling var præget af stor nervøsitet og famlen, der helt givet på lignende facon vil sætte sit præg på begivenhederne i østjydernes afsluttende eksamener.

Meget af optakten var da også gået med at pege på alle de ting, der ikke har fungeret, og alle de profiler, der ikke har funklet, og der har været meget og mange at pege på og ad.

Blandt de matteste har været Martin Spelmann, som på sine bedste dage har et uimodståeligt drive direkte mod mål, men som i dette forår har været lige så fortabt og vildfaren som sine holdkammerater. i nødens stund kom der omsider lidt spillemand over Spelmann, da den klejne midtbanespiller leverede den første – og længe første halvlegs eneste - offensive kvalitetsaktion.

Forunderlige hændelser

Efter en stille indledning fik Martin Spelmann pludselig fri bane fra sit udgangspunkt på højre kant, og forfriskende befriet for forbehold og dødvægt strøg han mod kassen og satte dermed gang i en række forunderlige, men ganske symbolske hændelser, der på få sekunder udstillede de to mandskabers fortrædeligheder og mentale blokeringer.

Martin Spelmanns afslutning var ikke helt god nok til passere Gunnar Nielsen, der ikke var helt god nok til at forhindre en redningsretur i at hoppe ud til Henrik Toft, der ikke var helt god nok til at give sin berøring den rette retning, så bolden røg på tværs af feltet i stedet for at styre ind over mållinjen, men alle disse lige-ved-og-næsten-handlinger blev som et pinagtigt punktum overgået med flere længder, da den færøske målmand sprang op og i ren befippelse daskede et selvmål ind med næverne.

I endnu højere grad var gæsterne nu pisket til at komme fremad og søge noget for dem så sjældent som en scoring, men den enkelte logik syntes ikke så logisk for Viggo Jensens udvalgte, for vi skal hen til det 56. minut for at finde bundproppens første afslutning.

Fribrydning i nærkampene

Ikke første deciderede chance eller skud inden for målrammen, men første egentlige forsøg, der for øvrigt ikke var i nærheden af at blive farlig, og den eneste angrebsjoker i skikkelse af Marvin Pourié fik man aldrig sat i scene. Den tyske topscorer er med garanti ikke i klubben efter sommerferie, da hans selvforståelse og evner er til andet end 1. division eller endnu en overlevelsesmission i superligaen, men måske båret frem af ønsket om at vise sig frem for opkøbere pakkede han egostilen væk og sled forbilledligt for i det mindste at slide sig til et eller andet.

Ikke overraskende kæmpede alle aktørerne mere end spillede fodbold, men i mangel på skønhedsværdi kunne man nyde lidt fribrydning i nærkampene mellem Sune Kiilerich og Henrik Toft, og fra tid til anden fik Horsens da også most sig ind i modstandernes straffesparksfelt. Derinde kunne Troels Kløve snildt have fået et straffespark midt i anden halvleg, men hjemmeholdet var ikke færdige med at brokke sig, da Nicolaj Ritter fik rødt kort efter sin anden advarsel og punkterede den sidste spænding.

AC Horsens havde dog enorme kvaler ved at udnytte overtaget trods overtallet, og først i overtiden lukkede Martin Spelmann med en kontrachance, men da havde Viggo Jensen for længst trykket den sidste luft ud af håbet med udskiftningen af Pourié.