AGF fik akkurat afblæst krisen
En smal sejr på 2-1 løftede aarhusianerne på afstand af nedrykningsstregen. Sønderjyske kan kun i teorien komme i problemer trods nederlaget.
Med en sejr på 2-1 lykkedes det AGF at aflive snakken om nedrykning efter et forfærdeligt forår, der indtil lørdag kun havde budt på en sejr.
AGF havde til skæbnekampen fundet erfarne spillere som Martin Jørgensen og Søren Larsen frem, eller rettere, begge veteraner havde overstået forårets skadespauser.
Især Martin Jørgensens tilstedeværelse på banen som en lokal udgave af Andrea Pirlo lige bag en firemands-midtbanekæde pyntede på AGF’s spil.
Der var langt mere struktur på, og den boldsikre midtbanespiller sørgede for at holde bolden rullende – og ikke nok med det.
Efter kun fire minutter havde han ud af øjenkrogen set, at Osama Akharraz var stukket af sted i venstre side, og med en præcis aflevering fra Jørgensen fik Akharraz frit løb mod mål efter fikst at have trukket bolden forbi sin modstander. Osama Akharraz trillede elegant bolden i mål og gav AGF et løft. I de seneste fem kampe har AGF blot scoret et mål, tilmed et selvmål af Dennis Flinta i nederlaget på 1-3 i Silkeborg.
Bolden vippet forbi rammen
Både Jørgensen og Larsen optrådte for første gang i foråret i startopstillingen, og Søren Larsen var udset til at agere enlig angriber, mens fløjene skulle assistere, når det var påkrævet.
Målet til 1-0 bragte ro på AGF-holdet, der kun tillod formstærke Sønderjyske at spille sig frem til en åben chance, da det lykkedes at overrumple stopperen Anders Kure på et frispark. Lasse Vibe, forhenværende AGF, drejede bolden mod det fjerneste hjørne, men AGF-målmand Steffen Rasmussen fik vippet bolden forbi rammen.
Sønderjyske spillede for langsomt til at åbne AGF-defensiven, og kun på lange indkast og hjørnespark blev aarhusianerne for alvor truet.
Med en sejr over AaB i seneste runde havde Sønderjyske stort set hævet sig væk fra nedrykningstruslen, mens AGF med to point færre og kun fire ned, var et mere truet hold. AGF’s formkurve er efter en skrækkelig indledning på foråret blevet stabliseret en anelse via et par nulløsninger. Men ikke noget videre imponerende.
Mod Sønderjyske blev det vist mere offervilje end længe set, de fleste dueller blev vundet og ganske symptomatisk fremtvang fartfløjen Stephan Petersen to advarsler til modstanderne i første halvleg.
Endnu en hurtig scoring
AGF indledte anden halvleg med endnu en hurtig scoring, da Hjalte Nørregaard pressede Sønderjyskes bageste kæde, hvilket fik Rabiu Afolabi til at spille bolden i fødderne på Søren Larsen, som scorede sæsonens første og vigtigste mål med en kølig afslutning.
Fem minutter senere svarede Sønderjyske igen, da Johan Absalonsen udnyttede sjusket forsvarsspil til at sparke bolden i mål fra kanten af feltet, en træffer, der bragte spændingen til i opgøret.
Efter godt en times spil blev både Søren Larsen og Martin Jørgensen erstattet af yngre ben og hoveder i skikkelse af David Devdariani og Casper Sloth. Sidstnævnte har haft et forår med for mange pauser og fik noget af et job med at udfylde Jørgensens rolle centralt.
Øvelsen for AGF i den resterende del af kampen drejede sig om ikke at blive lullet i søvn af Sønderjyske og samtidig forsøge at slå kontra. David Devdariani fik en gylden chance, men han valgte at spille bolden i stedet for at sparke på mål.
En sejr til AGF skubbede klubben forbi Sønderjyske og sikrer en ny sæson i Superligaen med to runder tilbage at spille i, og kun sort uheld vil forhindre sønderjyderne i også at kunne kalde sig ligahold efter sommerferien.