Fortsæt til indhold
Fodbold

Hvem rykker ud af Superligaen?

Det er lang tid siden, at nedrykningskampen i Superligaen har været så spændende.

»Vi er på et tidspunkt i turneringen, hvor det er en brændt chance eller en dårlig clearing, der afgør det. Så tæt er det.«

TV3-kommentator Per Frimann aner ikke, hvad han skal svare på, om han tør lægge hovedet på blokken i forhold, hvem der rykker ud af Superligaen.

»Nej, det vil være håbløst, for det har været så tæt og lige. Hvis et af holdene havde et let program, så måske, men sådan er det ikke.«

Fakta er, at bunden ser således ud:

PlaceringHoldDifference i målscorePoint
7OB*-337
8Sønderjyske-537
9AGF-235
10Brøndby-1132
11Horsens-1731
12Silkeborg-2629

*OB har spillet en kamp mere end de andre hold.

Link til stillingen i Superligaen

Per Frimann sorterer dog to af holdene fra.

»Alt er selvfølgelig muligt, men jeg synes, at det er svært at trække OB ind med 37 point, og Sønderjyske er kommet ud af suppedasen. Det er de fire nederste, man må kigge på.«

I den strid står Silkeborg over for en skæbnekamp, når holdet møder Horsens på mandag – endda på udebane.

»Hvis Silkeborg taber til Horsens, så er de nede,« siger Per Frimann, som dog ikke på forhånd dømmer Silkeborg nede.

»Jeg anser ikke nogen for at være favoritter til at rykke ned, for det er så tæt. Man må se på, hvem der har det sværeste program, og på målscoreren som også er vigtig. Og man skal også tage med i betragtningerne, om de kommer med selvtillid, eller om de er flade på det mentale plan.«

Så er det Horsens og AGF, der har ringest selvtillid?

»De skal virkelig trække noget op af hatten. AGF har muligheden for det mod Sønderjyske lørdag. Sønderjyske er reddet, men samtidig har de i lang tid været et godt spillende hold. Selv i de kampe, de har tabt, har de gjort meget rigtigt.«

Tillid til AGF

Per Frimann har dog tillid til AGF. Nedrykning

»De har to hjemmekampe, og de har en bedre målscore. Og de har 35 point. Det er stadig fire mere end Horsens og tre mere end Brøndby. AGF burde kunne hente tre point ud af de sidste ni.«

I sidste runde mødes Horsens og Brøndby.

»Den kommer til at være afgørende. Hvis Horsens kan redde sig med en sejr, så er det en nøglekamp. Jeg tror ikke, at Brøndby har så nemt ved at hente point i f.eks. udekampen mod AaB, for AaB er blevet mere stabile og spiller efter bronze.«

Kan du huske en nedrykningskamp, der har været så spændende?

»Jeg har arbejdet med Superligaen siden 2002, og jeg kan ikke huske, at det har været sådan før. Sidste år reddede OB sig med 34 point, hvor Lyngby havde 28, og i år kan hold med 35 point ikke engang være sikker. Det er tankevækkende. I år står man med fire hold – måske fem eller seks – som kan være blandet ind i det, og det er helt åbent.«

Har niveauet hævet sig?

»Jeg synes ikke, at niveauet har hævet sig, men alle hold er godt trænet. De arbejder strategisk og statistisk med deres projekt, og de ved, hvordan modstanderne spiller, og hvordan det taktiske oplæg skal være. De bruger f.eks. videoanalyse, og det er en moderne approach.«

Underholdende

Bundstriden er med andre ord helt åben.

»Det er meget underholdende, men det må være hårdt at ligge dernede,« siger Per Frimann.

Slutprogrammet

AGF

11-05-2013 17:00 AGF-Sønderjyske

16-05-2013 19:00 AGF-AaB

20-05-2013 17:00 FC Midtjylland-AGF

Brøndby

12-05-2013 17:00 AaB-Brøndby IF

16-05-2013 19:00 Brøndby IF-FC Nordsjælland

20-05-2013 17:00 AC Horsens-Brøndby IF

Horsens

13-05-2013 19:00 AC Horsens-Silkeborg

16-05-2013 19:00 Sønderjyske-AC Horsens

20-05-2013 17:00 AC Horsens-Brøndby IF

Silkeborg

13-05-2013 19:00 AC Horsens-Silkeborg

16-05-2013 19:00 Silkeborg-FC Midtjylland

20-05-2013 17:00 OB-Silkeborg

Link til stillingen i Superligaen

Hvem tror du, rykker ned?