Bayern samlede appetit til finalen

De fleste kender det nok fra sig selv. Hovedretten var så overdådig, at man slet ikke kunne holde sig tilbage, og nu – efter fire gode, røde bøffer – er der simpelthen ikke maveplads til at nyde desserten. Lidt sådan blev returkampen mellem Barcelona og Bayern München. Selv om den endte med en ny knusende tysk sejr på 3-0, så var nydelsesniveauet langt fra det samme som i forrige uge.

Her tryllede tyskerne sig jo de facto i finalen med 4-0 sejren i den første kamp, hvilket også Barcelona var klar over. Allerede før kampen talte Barcelonas træner Tito Vilanova om at kampen handlede om stolthed – og altså ikke om at nå finalen.

Lionel Messis mål manglede

For at blive ved træneren, så var det store spørgsmål i forrige opgør, hvorfor han dog havde Lionel Messi med fra start, når han nu åbenlyst ikke var klar. Under returkampen var det store spørgsmål så, hvorfor han dog ikke havde Lionel Messi med fra start, når han åbenlyst var den eneste af holdets spillere, der kan score mål. Ja, let er det ikke at være tabende træner.

Men alt andet lige var den lille argentiner og hans mål slemt savnet. For i modsætning til kampen i München havde Barcelona nogenlunde styr på de koncepter, der kunne føre frem til scoringer. Eksempelvis i form af Dani Alves. I sidste uge blev han dækket så tæt af Franck Ribery, at han lige så godt kunne have tilbragt kampen i franskmandens kindpose, men på Camp Nou kom brasilianeren flere gange frem til gode indlæg på højrekanten. Eller Xavi, der fik lov til at befinde sig noget bedre på midtbanen. Men lige så snart det nærmede sig en afslutning, så faldt det sammen som en souffle under en damptromle. Så det bedste forsøg i den første time blev en tørvetriller i slowmotion udefra af Adriano.

For Bayern München lykkedes planen til fulde. Dog så den plan dog først og fremmest at gå ud på at undgå gule kort, der ville sende spillere i karantæne til finalen, og en sådan undvigelsesmanøvre er alt andet lige ikke candyfloss for flot fodbold. Fire spillere var i karantænefare, og mens den fabelagtige forsvarsspiller Dante fik lov at se til i sikker distance fra bænken, så spillede de øvrige – Philipp Lahm, Javi Martinez og Bastian Schweinsteiger – med lidt mere sindig afstandstagen end sædvanligt.

Dermed var meget af tyskernes offensive spil lagt an på de to kanter, Franck Ribery og Arjen Robben. Men det har de nu også sjældent noget imod. Og få minutter efter pausen var det da også sidstnævnte hollænder, der sørgede for at hive den sidste imaginære spænding ud af kampen. På klassisk Bayern-maner med en lang aflevering på tværs, et hurtigt ryk ind i banen og så et skud op i det lange hjørne.

Nyklassisk forestilling

I det hele taget var kampen på mange måder en nyklassisk forestilling. Barcelona med massiv overvægt i boldbesiddelse, antal afleveringer og de fleste øvrige statistikker, der har fyldt så meget i den kollektive fodboldbevidsthed de senere år. Men et undertal i den vigtigste statistik – den med målene.

Ja, og så nok også i den meget Viggo Jensenske, der måske bliver fodboldens nye sort: Antal meter tilbagelagt under kampen. I forrige uge løb tyskerne godt seks kilometer mere end catalonierne, og det foregår vel at mærke ikke i adstadigt søndagstempo, men i lungeflænsende sprint. I onsdagens kamp var det også sådanne, der lagde kimen til de to sidste scoringer. En spurt op ad kanten, et indlæg og en scoring. Enkelt, klassisk, smukt.

Med til den historie hører dog også, at hjemmeholdet for længst havde opgivet ævred, da målene faldt. Ja, Gerard Pique hjalp endda selv med til 2-0 målet. Hvilket naturligvis også var med til at give kampen sin lidt matte mæthedsfornemmelse. Men nu er der tre ugers tid til finalen mod Dortmund - og til den tid skal appetitten nok være glubende igen.