Skæv start for AGF
AGF har fået en skæv start på foråret med kun et point ud af 12 mulige. I går blev næsten 17.000 tilskuere sendt skuffede hjem efter 0-2 mod FC København og hjemmeholdets træner, Sören Åkeby, må konstatere, at der er lang vej, før hans spillestil slår igennem.
»FCK's to angribere skabte langt mere end vores tre,« erkendte svenskeren, som også hæftede sig ved, at AGF lavede for mange personlige fejl.
En af dem - en kikser fra Josta Dladla - kostede det modangreb, der resulterede i straffespark til gæsterne efter 10 minutter. Álvaro Santos bragte sit hold foran, og det mål gav FCK en ønskeplatform for resten af kampen.
»FCK var skarpere oppe foran, hvor vi manglede spidskompetence,« konkluderede svenskeren, som afviser al tale om spillemæssig krise i AGF.
Resultatmæssig krise er en anden sag efter en mager pointhøst i foråret.