AGF var uden forkøbsret
AGF havde ingen garanti for, at klubben kunne købe Tobias Grahn fri i Malmö FF mens der blev samlet ind blandt fans og sponsorer i Århus.
Forkøbsretten til den offensive midtbanespillere udløb allerede med udgangen af oktober, siger Malmö FF.
»AGF havde forkøbsret på Tobias Grahn til en fast pris, men den udløb allerede med udgangen af oktober, altså en måned før lejekontrakten sluttede. AGF benyttede sig ikke af forkøbsretten. I november kunne alle klubber komme med tilbud på Tobias Grahn,« siger sportschef Hasse Borg, Malmö FF.
I AGF ønsker man ikke at kommentere de nye oplysninger.
»Jeg har ingen kommentarer til vores forkøbsret. Det må stå for Hasse Borgs regning. I øvrigt mener jeg ikke, at forkøbsretten er vigtigt. Vi har forsøgt at samle penge ind til at købe Tobias Grahn fri. Det er lykkedes nu, men så fik vi desværre ikke den ønskede dispensation fra DBU,« siger bestyrelsesformand Svenn Dam, AGF.
Ingen har tabt
AGF har gennem hele november solgt folkeaktier a 10.000 kroner stykket for at få råd til at købe svenskeren. Klubben har på intet tidspunkt fortalt, at forkøbsretten angiveligt udløb allerede med udgangen af oktober.
»Vi har ikke ført nogen bag lyset. Vi har ikke brugt pengene på noget andet, end et forsøg på at beholde Tobias Grahn i AGF. Ingen har tabt penge.
Alternativt skulle vi på forhånd have opgivet at købe ham, fordi vi havde ikke pengene i kassen i september, oktober eller november. De er først på plads nu,« siger Svenn Dam.
AGF håber fortsat på at få en dispensation fra DBU's krav om, at klubbernes egenkapital skal udgøre mindst 25 procent af de samlede lønudgifter. Klubben har netop anket afgørelsen til DBU's bestyrelse. Falder den ud til århusianernes fordel vil man stadig forsøge at lave en aftale med Malmö FF.
»Jeg er overbevist om, at vi kunne nå til enighed med Malmö FF, hvis vi får en dispensation. Vi er allerede enige med Tobias Grahn og hans agent,« siger Svenn Dam.
AGF holder på fredag ekstraordinær generalforsamling, der efter planen skal resultere i en kapitaludvidelse på 30 mio. kr.