AGF-forsvar følte sig bortdømt
AGF'ere utilfredse med straffespark.
Klapsalverne skyllede ned over AGF-målmand Steffen Rasmussen, da han med en refleks fejede bolden op på overliggeren og forhindrede FC København i at komme tidligt foran, troede de fleste, men dommer Knud Erik Fisker pegede imidlertid på 11 meter-pletten og dømte straffespark til gæsterne.
Umiddelbart lignede højrebacken Søren Pedersen synderen, men da han omgående spurgte dommeren, hvorfor der var dømt straffe, svarede Knud Erik Fisker, at det var målmand Steffen Rasmussen, der havde fældet den fremstormende FCK'er Martin Bergvold i spillernes fælles forsøg på at få fat på returbolden fra overliggeren.
»Jeg lavede intet ulovligt, og selv om jeg skal passe på, hvad jeg siger, for jeg har ikke set situationen på tv, mener jeg, vi blev klart bortdømt. Sørgeligt og ærgerligt, for det er altid svært at komme tilbage mod FCK, når man først er kommet bagud,« sagde Steffen Rasmussen.
Uenighed om afgørelse
Søren Pedersen mente heller, at han begik straffespark, men bare skærmede af for Martin Bergvold.
Ikke helt uventet var han sikker på, at straffesparket var korrekt dømt.
»Der var straffe, men jeg så ikke, hvem der begik det,« påstod Martin Bergvold.
Både Steffen Rasmussen og Søren Pedersen ærgrede sig over, at AGF ikke var i stand til at producere bare én åben målchance. Derfor kunne de ikke indvende noget imod resultatet.
»Det var fortjent, fordi de skabte flere chancer, men vi matchede dem i store dele af kampen og fungerede egentlig fint i forsvaret,« konstaterede Søren Pedersen.
Målmanden var ikke helt enig og mente, at der blev fejlet nogle gange i forsvaret, som han diplomatisk udtrykte det. Han havde også regnet med, at AGF var i stand til at gøre mere ved FCK, end tilfældet var.
»Havde vi haft de små marginaler med os, var det også lykkedes noget bedre, men egentlig synes jeg, det så fornuftigt ud i perioder. Det er bare nødvendigt at skabe nogle chancer og få scoret på dem,« sagde Steffen Rasmussen, der ligesom Søren Pedersen erkendte, at et point i fire kampe bare ikke er godt nok.