Stilhed for Storm

Der har været stille om Bo Storm, siden alverdens klubber jagtede den dengang 15-årige AGF'er, som valgte Heerenveen i Holland.

Stormen er taget af, men det er kun for at samle kræfter og vende endnu stærkere tilbage.

Det kan lyde som et varsel fra Danmarks Meteorologiske Institut, men karakteristikken passer med perfekt præcision på det østjyske fodboldtalent Bo Storm.

Som blot 16-årig forlod han AGF for at leve drømmen helt ud hos hollandske Heerenveen, men med en halv sæson tilbage af den treårige kontrakt venter han endnu på sit gennembrud.

Det var tæt på at komme for halvandet år siden. Allerede i sin anden sæson i Holland blev Bo Storm fundet egnet til at træne med klubbens hold i Æresdivisionen, men så kom et knoglebrud i vejen.

»Mit første år dernede gik godt, og det gik helt fantastisk for mig i de første tre måneder af min anden sæson, men så brækkede jeg mit højre ben, og det betød en pause på ni måneder,« forklarer Bo Storm.

Dyr tackling

Han ville vise kammeraterne en glidende tackling på dansk i et for sjov-spil efter træning. Det blev dyrt.

I første omgang lød lægernes dom på tre måneders pause, men det blev gange tre.

En infektion og medfølgende betændelse i anklen fulgte efter. Samtidig begyndte folk i klubben at snakke om, at det i stedet var oppe i hovedet, den var gal med den lille danske tekniker.

»Det er en hård periode og den værste tid, mens jeg har været i Holland. Jeg var jo ikke taget af sted for andet end at spille fodbold,« siger Bo Storm.

Han er atter ved at være oven på.

Ni kampe ud af 11 mulige er det blevet til på klubbens U19-hold i denne sæson. Flere følgeskader har generet undervejs, og klubben passer derfor på, at belastningen ikke bliver for stor.

»Det var planen, at jeg skulle op og træne med første- eller andetholdet igen efter vinterpausen, men foreløbig bliver jeg omkring U19-holdet for at komme mig helt,« fortæller Bo Storm.

Møde om fremtiden

På længere sigt er der dog ingen tvivl om, hvad han skal. På førsteholdet i Æresdivisionen. Det var jo derfor, at klubben i første omgang hentede ham til Holland, og for Bo Storm er målet også klart at komme til at spille førsteholdsfodbold, men om det bliver i Heerenveen, er en anden sag.

Kontrakten løber ud til sommer, men før Bo Storm rejste hjem for at fejre julen og nytåret hos familien i Odder, nåede klubben at kalde ham ind til det første møde om fremtiden.

»Det er selvfølgelig meget positivt, at Heerenveen allerede nu ønsker at snakke om en forlængelse, for jeg har stadig syv måneder tilbage af min kontrakt. Jeg er glad for at være i klubben, men jeg er også helt åben, hvis der skulle komme andre tilbud, og det kan både være fra Danmark, Tyskland, Frankrig eller andre lande. Alle muligheder er i spil, men fremtidsudsigterne skal være i orden, og for mig handler det først og fremmest om, at jeg gerne vil spille førsteholdsfodbold næste år. Klubben har meldt ud, at det vil jeg have gode chancer for hos dem, og jeg skulle jo også allerede i denne sæson have trænet fast med førsteholdet og spillet på andetholdet, hvis jeg ikke var blevet skadet,« siger Bo Storm.

Bud fra storklubber

Han har intet hastværk. Derfor forventer han heller ikke at have en afklaring før sommeren og måske endda først i løbet af sommerferien.

Der var mange om budet allerede for tre år siden. Ajax Amsterdam, Feyenoord og PSV Eindhoven var andre hollandske klubber på banen, mens Borussia Dortmund og Bayern München fra Tyskland samt en række engelske klubber med Chelsea som det største navn også meldte sig som bejlere til danske Storm.

En god præstation ved unionsstævnet i Vejle i 2002 og efterfølgende debut på U/16-landsholdet sørgede for opmærksomheden fra fodbold-Europa. Især efter Bo Storm blev kåret som turneringens bedste spiller ved et U/16-landsholdsstævne i Frankrig trods to danske nederlag og et uafgjort resultat mod Sverige.

»Det var som om det hele bare eksploderede omkring mig. På det tidspunkt var jeg endnu ikke gammel nok til at skrive kontrakt med AGF, og jeg havde næsten et år til at tænke det hele igennem, inden jeg tog af sted. Jeg lavede mange sedler herhjemme. Jeg skrev fordele og ulemper op over for hinanden, men fodbolden var jo min drøm, og det var en stor chance, så jeg tænkte hvorfor ikke? Det kan godt diskuteres, om jeg var for ung, men det synes jeg egentlig ikke. Selvfølgelig har jeg tænkt, at jeg måske skulle være blevet hjemme, når mine gamle holdkammerater i AGF, Navid Dayyani og Danilo Arrieta, har fået deres debut i superligaen. Det kunne jeg da også godt have tænkt mig,« siger Bo Storm.

Krav om fremtidsplan

Han valgte Holland på grund af landets fodboldhistorie. Det er her nogle af de største og yngste fodboldtalenter bliver klækket ud, og derfor mente han, at hollandsk fodbold gav ham de bedste muligheder for at udvikle sig videre.

Samtidig blev det Heerenveen, fordi klubben kunne præsentere en fornuftig fremtidsplan for ham.

Og det samme kræver han af sin kommende arbejdsgiver.

Bo Storm nåede at besøge klubben fem gange, før han havde første arbejdsdag i Holland i sommeren 2003.

Det første besøg gik alene på at se forholdene an. Senere var der også tale om prøvetræninger, og samtidig havde han sin 9. klasses eksamen at tænke på derhjemme. Derfor fik de andre bejlere aldrig rigtigt lov til at komme ind i billedet.

Han fulgte i Jon Dahl Tomassons fodspor og blev installeret på Heerenveens eget ungdomskollegie under samme tag som syv andre spillere, og med Bo Storm som det klart yngste medlem af flokken.

»Jeg var nok sådan lidt lillebroragtig for de andre, og det var tidligt at skulle klare sig selv, men det hjalp, at vi var flere, som stod i samme situation,« forklarer Bo Storm.

Læser på nettet

Han bor stadig på kollegiet i Heerenveen, men i dag er han jævnaldrende med naboerne. Bo Storm er i øvrigt langt fra den eneste udlænding på U/19-holdet. Her er Island, Polen, Sverige, Rusland og Østrig også repræsenteret.

Af danskere i klubben er der ud over Bo Storm for tiden 19-årige Lasse Schøne, som spiller fast på reserveholdet, og Hjalte Bo Nørregaard som Heerenveen hentede hos FC København i sommerpausen.

I alt er der otte spillere fra Skandinavien i klubben lige nu, og de ser også meget til hinanden uden for klubanlægget.

Samtidig er Bo Storm også vendt tilbage til skolen, men ikke den hollandske model, som han har forsøgt sig med. I stedet sætter han sig foran computeren på kollegieværelset for at modtage netundervisning fra Falkonergårdens Gymnasium og HF på Frederiksberg.

»Jeg begyndte med det i sommer, og det fungerer godt. Det er rart også at have noget helt andet at gå op i. Det var ligesom, jeg manglede et eller andet i hverdagen, og samtidig havde jeg også lidt dårlig samvittighed. Vi var også nogle fra klubben, som var inde på et hollandsk gymnasium, men det levede ikke helt op til forventningerne. Det var som at være tilbage i 8. klasse,« vurderer Bo Storm.

Med på landsholdet

Det er efterhånden mere end 15 måneder siden, at han senest stillede op for Danmark i en ungdomslandskamp, men midt i denne måned er han med igen, når det danske U/19-landshold spiller to venskabskampe mod Cypern i Limasol.

Og sidst i maj gælder det anden runde af EM-kvalifikationen i Ukraine forud for sommerens slutrunde.

»Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu er tilbage på ungdomslandsholdet. Det er blandt andet her, jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre og gået et niveau op, mens jeg har været i Holland,« forklarer Bo Storm.

Det er især på det tekniske og mentale plan, han har oplevet de største fremskridt:

»Mentaliteten er markant anderledes i Holland. Det kan være hårdt, for der er virkelig kontant afregning, og der er ikke en samme kontakt til trænerne som i Danmark. Tidligere var jeg lettere at slå ud, hvis jeg fornemmede, at det ikke lige var min dag, men nu er jeg bedre til at fokusere på den næste situation og glemme fejlene. Inde på banen føler jeg også, at jeg er blevet bedre til at træffe de rigtige beslutninger. Jeg er blevet en klogere spiller, uden jeg er blevet alt for klog, for så bliver det også for kedeligt.«

henrik.skov@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen