AB slap af med komplekset
AB har haft et kompleks på hjemmebanen i denne sæson, og Frem har haft et kompleks med AB i denne sæson.
Frems kompleks var det eneste, der overlevede søndagens bundkamp.
Gladsaxe Stadion brølede, så man skulle tro, at AB havde undgået nedrykning. Helt så langt er akademikerne ikke endnu. Men det kan være, at det kommer. Gårsdagens 1-0-sejr over Frem beviste, at miraklernes tid ikke er forbi endnu.
Med sejren forsvandt den forbandelse, der har hvilet over AB's hjemmebane hele sæsonen. Indtil i går var det kun blevet til ét point i Gladsaxe. Den første sejr kom i 11. forsøg, da Jesper Falck i dommerens overtid hamrede bolden i kassen til en sejr, der dårligt kan beskrives som andet end et mildt tyveri.
Det var tilskuere og spillere imidlertid ligeglade med. Det er længe siden, der har været grund til at falde hinanden om halsen på banen og tribunerne i Gladsaxe - nu var lejligheden der, og den blev benyttet.
»Jeg ved ikke, om sejren var fortjent. Jeg synes ikke, at den var ufortjent. Det var i hvert fald rart endelig at vinde. Vores tilhængere har måttet leve med mange skuffelser,« sagde AB-træner Henrik Jensen, der med et glimt i øjet tillod sig at ærgre sig over, at AB kun skal møde Frem tre gange i løbet af en sæson - AB har slået Valby-klubben hver gang i år og hentet ni af sine i alt 14 point mod Frem.
»Det siger sig selv, at det er skidt. Virkelig skidt. Det ved alle Frem-spillerne. Jeg skal ikke stå her og komme med dårlige undskyldninger,« sagde en ærlig Frem-anfører, Søren Krogh, der var sit holds bedste.
Knoldesparkeri
Specielt i første halvleg konkurrerede vejret, tilskuerfremmødet og spillerne om at være dårligst - et prædikat, spillerne endte med at vinde.
Og det var ikke kun Frem-spillerne, der behøvede at føles sig truffet, da de mest entusiastiske AB-tilskuere gik i gang med at synge »bonderøve« efter modstanderne.
Hele spillerflokken leverede en gang knoldsparkeri, hvor Frem trods alt var bedst. Gæsternes midtbane var klart overlegen, mens AB ofte valgte at snyde sin midtbane for at vise, hvad de kunne ved at sparke en del lange bolde.
»Der blev vel leveret verdensrekord i fejlafleveringer. Og det huer mig ikke. Det er altså ikke så godt, at vi nu har tabt tre gange til AB,« kommenterede Frems træner, Ebbe Skovdahl, med mild underdrivelse efter kampen.
Frem-spillerne havde chancerne til at afgøre kampen til egen fordel. Indrek Zelinskis afslutning et minut før tid var det nærmest et mirakel, at Stephan Andersen i AB-målet fik afværget.
Tidligere havde Søren Larsen også misbrugt store chancer, og så måtte Ebbe Skovdahl se AB's Jesper Falck udløse de grønblusedes succesoplevelse efter en afslutning, da begge hold satsede voldsomt.
»Kampens afslutning blev som en gang boksning uden parader. For vores vedkommende skyder vi os selv i foden i nedrykningsstriden ved ikke at vinde den her kamp,« vurderede Ebbe Skovdahl.
Kampen blev en paradeopvisning i afbrændere. Den største synder var Frems Søren Larsen, der i første halvleg havde en stor hovedstødschance.
Efter pausen fik han en friløber med masser af tid til at tænke sig om, men han afsluttede svagt på AB's og kampens bedste spiller, målmand Stephan Andersen.
»Han er helt sikkert en god målmand, men jeg synes også, at jeg er en god angriber, så den skulle jeg selvfølgelig have scoret på. Jeg ville egentlig have driblet uden om ham, men bolden lå til mit venstre ben, og det fristede mig til at vælge en let afslutning over mod det lange hjørne. Det var ikke godt,« forklarede Søren Larsen om situationen.
Han havde en følelse af, at han og holdkammeraterne gjorde det meste rigtigt og var et klart bedre hold end Frem. Det eneste, der manglede, var målene.
»Da de fik hjørnesparket til sidst, stod jeg oppe på midten og tænkte, at det er typisk, hvis de scorer nu i en kamp, som jeg selv kunne have afgjort. Jeg vidste på en eller anden måde bare, at det ville ske,« sagde han.
»Det var ret ufortjent synes jeg. På alle pladser mener jeg, at vi er bedre, og spillet om at blive i ligaen er ikke ude for os. Men det er klart, at vi har gjort det noget sværere for os selv nu,« sagde Søren Larsen.
AB (4-4-2): Stephan Andersen - Marko Risimovic, Carsten Hemmingsen, Jesper Sørensen, Jesper Falck - Brian Gellert (61. Ali Akida), Nicolai Melchiorsen, Ben Bowditch (46. Klaus Lykke), Michael Johansen - Danny Olsen, Jamie Slabber (61. Yaro Yaro)
Frem (4-5-1): Jørgen Nielsen - Morten Hamm, Jonas Stark, Diego Tur, Lars Brøgger - Søren Krogh, Kim Kristensen (87. Indrek Zelinski), Bosun Ayeni (15. Ketil Clorius), Kenneth Storvik (78. Søren Weibel), Mikkel Thygesen - Søren Larsen