Indsamling til AGF var uden sikkerhed

AGF havde ikke forkøbsret på Tobias Grahn, mens klubben samlede ind.

AGF havde ingen garanti for at kunne købe svenske Tobias Grahn, mens klubben samlede ind hos fans og sponsorer. Klubben havde en forkøbsret til en fastsat pris, men den udløb allerede med udgangen af oktober.

Det fortæller Malmö FF.

»AGF kunne købe Tobias Grahn af os for et fastsat beløb, men den forkøbsret udløb allerede med udgangen af oktober. AGF benyttede sig ikke af muligheden,« siger sportschef Hasse Borg, Malmö FF.

Det betyder, at alle klubber kunne byde på den offensive midtbanespiller fra 1. november.

AGF havde altså hverken en forkøbsret eller en maksimal pris, mens folkeindsamlingen var på sit højeste.

AGF vil hverken be- eller afkræfte de nye oplysninger.

»Jeg vil ikke indgå i en polemik med Malmö FF om vores forkøbsret. Jeg mener ikke, folk er blevet ført bag lyset. Vi har samlet ind, og pengene er gået til at forsøge at købe Tobias Grahn, ikke til noget andet. Ingen har mistet penge på denne sag,« siger bestyrelsesformand Svenn Dam, AGF.

Ifølge JP Århus' oplysninger er det indtil videre lykkedes for klubben at indsamle fire mio. kr.

AGF håber stadig at få en dispensation fra DBU, så klubben kan forsøge at nå til enighed med Malmö FF om at købe Tobias Grahn.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen