Guardiola ny træner i Bayern München
Den tidligere Barcelona-træner skal styre træningerne i den tyske storklub fra juli.
Det bliver den tyske storklub FC Bayern München, der fremover vil få glæde af den spanske træner Pep Guardiola. Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters samt den tyske klub på sin hjemmeside.
Spanieren afløser tyskeren Jupp Heynckes og tiltræder på en kontrakt, der løber fra juli 2013 frem til sommeren 2016.
"Vi er meget glade for at få Guardiola, der ellers har været ombejlet af mange berømte klubber, til Bayern. Pep Guardiola er en de mest succesfulde trænere i verden, og vi er sikre, at glans over såvel Bayern som tysk fodbold i det hele taget," siger Karl-Heinz Rummenigge, der er bestyrelsesformand i Bayern München om ansættelsen.
Heynckes stopper karrieren
Ansættelsen af den spanske mestertræner sker, fordi Bayern Münchens nuværende træner, den 67-årige Jupp Heynckes, stopper sin trænerkarriere til sommer efter at have trænet siden 1979.
"Vi må både som klub og som Jupp Heynckes' venner have forståelse for denne beslutning, som vi er nødt at acceptere og respektere," siger Karl-Heinz Rummenigge.
Jupp Heynckes nåede at være træner i Bayern München i tre omgange og har desuden trænet Real Madrid i en enkelt sæson.
Succesfuld Barcelona-tid
Pep Guardiola slog for alvor sit trænernavn fast, da han trænede den spanske storklub FC Barcelona. Det gjorde han i perioden 2008-2012.
Her opnåede han at vinde det spanske mesterskab tre gange og den største klubturnering af dem alle, Champions League, to gange, inden han stoppede i sommeren 2012.
Foruden at have været træner i den verdensberømte catalanske fodboldklub har Pep Guardiola også spillet 263 kampe på den defensive midtbane for FC Barcelona.