Fortsæt til indhold
Fodbold

Flyvende Falk sendte OB mod toppen

Stortalentet Rasmus Falk stod bag OB’s succes på udebane mod tamme Silkeborg.

JANNICK RASMUSSEN

Viggo Jensen-effekten viste sig foreløbigt at have kort indvirkning på Silkeborg. Bundklubben vendte tilbage til efterårets vanlige tristesse med et nederlag på 0-2.

Sejren var ganske vital for OB. Det resterende efterår kan give en antydning af, om OB kan blive en reel medaljebejler til foråret. De tre point i Silkeborg gjorde ambitionerne mere realistiske. Nu ligger holdet i første omgang på en fjerdeplads.

OB dominerede hele kampen og formåede at spille hurtigere end sin tamme modstander.

Lørdag overstrålede Rasmus Falk alle. Han var konstant bevægelig og udfordrende og stod bag begge scoringer. Som oplægger i første halvleg. Og i slutningen af kampen afsluttede han en dribletur med at sparke bolden ind i det lange hjørne.

Ramt af uheld

Da havde OB været ramt af uheld. Allerede i første halvleg pådrog offensiv-spillerne, Emil Larsen og Morten Skoubo, sig skader, der tvang dem fra banen. Ærgerligt for Skoubo, der efter en svær begyndelse er ved at finde sig bedre til rette i OB’s angreb.

Og en mindst lige så stor bet for OB, at Emil Larsen igen døjer med lårproblemer. Han er et glimrende kreativt supplement til Rasmus Falk. Blandt andet fordi, at det giver dem begge mere plads, når modstanderne skal holde fokus på to og ikke blot en gennembrudsstærk spiller. Emil Larsen fik comeback efter et skadesforløb, men nåede at vise, at hans initiativer er direkte og målsøgende.

Velplaceret ungarer

Det sidste kan man også rose Krisztian Vadocz for. Den fynske klub hentede den ungarske landsholdsspiller i september, og siden har den 27-årige centralspiller vist en veludviklet evne til at placere sig godt i modstanderens straffesparksfelt.

Da han satte foden på Rasmus Falks indlæg og scorede til 1-0 midt i første halvleg, var det hans sjette mål i ni ligaoptrædener for OB. En fremragende statistik for en midtbanespiller og aktuelt rigeligt til at være klubbens topscorer.

Farvel til Henrik "Tømrer"

Henrik 'Tømrer' Pedersen spillede sidste hjemmebanekamp.
Publikum hyldede Silkeborg IF's Henrik 'Tømrer' Pedersen.

Også Silkeborgs topscorer, Marvin Pourie, måtte forlade banen i utide. Det åbnede op for spilletid til Henrik ”Tømrer” Pedersen, der indstiller karrieren, når sæsonhalvdelen slutter. Lørdagens optræden var karrierens sidste på hjemmebane, men han var ikke leveringsdygtig i spektakulært farvel. For både ham og Silkeborg endte opgøret i en ny skuffelse i hjemlige omgivelser.

Her finder man årsagen til bundplaceringen, da det blot er blevet til fire ud af 27 mulige point.