FCK sejrede med bismag
FCK’s Nicolai Jørgensen scorede et drømmemål mod FCM, men måtte udgå med en ny skade.
For ottende gang ud af ni mulige vandt FC København i denne sæson på hjemmebane. Denne gang tabte FC Midtjylland 1-2 efter en forfærdelig start.
FC Midtjylland lod ikke til at have lært af sine nordjyske konkurrenter, AaB, der kom hurtigt bagud sidste søndag. Efter få minutter fik Ragnar Sigurdsson lov til at stå umarkeret i målmandens lille felt, hvorfra han let kunne indlede scoringen. Som Nicolai Jørgensen gjorde det sidste søndag.
Netop Nicolai Jørgensen kom igen til at spille en hovedrolle. På godt og ondt. I den forgangne uge blev han kåret for årets mål i Superligaen for sin helflugter mod OB tidligere på efteråret.
Mål og skade
Søndag leverede han igen en scoring, der kunne have været en kandidat til hæderen. 25 meter fra mål modtog han bolden og følte bolden på undersiden af overliggeren, hvorfra bolden studsede græsset og traf målhjørnet.
Høj klasse af spilleren, der for en uge siden fik comeback i startopstillingen med to scoringer. Efter at have været skadesplaget i mere end en måned.
Nu er han tilbage i situationen som ukampdygtig. Ti minutter inden pausen pådrog han sig en forstrækning i låret og måtte udgå. Skadens omfang er endnu ukendt. I værste fald går han glip af resten af liga-efteråret, men hvad værre er, at han kan gå glip af FC Københavns to afgørende kampe i Europa League.
Svært udgangspunkt
FCK har brug for hans offensive kreativitet i denne tid. Og derfor forstod man Ariël Jacobs bekymrede ansigtsudtryk.
For FC Midtjylland var det svært at forestille sig et værre udgangspunkt end 0-2, men holdet fortjente stor ros for at ikke give op.
Selvom FC København havde chancerne til at øge yderligere på begge sider af pausen.
Tæt på at blive belønnet
Midtjydernes bedste i dette efterår, Mads Albæk, brød igennem og scorede fladt via stolpen efter godt en time. I resten af opgøret pressede FC Midtjylland i perioder og havde muligheder, der kunne have skaffet et overraskende point.
Glen Riddersholm var tæt på at blive belønnet for den offensive indstilling. Flere andre trænere havde fokuseret på at begrænse nederlaget.
Men FC Midtjylland må erkende, at det svært få point i Parken. Det er nu blot blevet til et point i de seneste otte forsøg.