Backe håber på AGFoffensiv
På hjemmebane regner FCK-træneren med, at AGF tager udfordringen op.
I sidste måtte FC København forlade hjemmebanen som taber, selv om holdet havde domineret spillet totalt. Med en stærkt defensiv indstilling formåede Viborg at holde nullet, mens Imant Bleidelis på en af gæsterne meget få chancer scorede kampens enlige mål, og den forestilling ønsker FC Københavns træner ikke skal gentage sig i Århus i dag.
»Foran et stort hjemmepublikum, både tror og håber jeg, at AGF vil tage udfordringen op og spille fodbold for fodboldens skyld. Desuden har de kun fået et point af ni mulige, så de skal vel frem på banen,« siger Hans Backe, der i øvrigt deler et par travheste med AGF-træner Sören Åkeby.
FC Københavns træner har endnu ikke set AGF spille i denne forårssæson, men han vurderer, at det er et stærkt hold, hans mandskab søndag eftermiddag møder i Århus.
»På papiret ligner det en meget komplet modstander. Jeg har ikke analyseret holdet, men det ligner et godt mix af erfarne spillere og ung entusiasme, som på sigt kan blive virkelig stærkt,« siger Hans Backe, der traditionen tro ikke vil fremhæve modstanderens svagheder.
Til gengæld vil han godt love, at FC København går til sagen for at vinde.
»Vi vil altid prøve at vinde, for sådan er forventningerne til os. Jeg ved ikke, om vi har lettere ved at spille mod en mere offensiv modstander end for eksempel Viborg, og vi ændrer ikke noget for os, at AGF ser mere offensiv ud. Til gengæld vil det være godt for fodbolden, om AGF tør spille fremadrettet,« gentager Hans Backe.
Han må undvære midtbanegeneralen Thomas Røll, der døjer med en øm akillessene. I stedet er udtaget Christian Traoré.