Fodbold: AGF's Sigurdsson får ny pause
Helgi Sigurdsson får ikke debut på hjemmebane for AGF i morgen på grund af lægskade.
Ret irriteret, men også en anelse lettet.
Sådan kan humøret hos Helgi Sigurdsson karakteriseres efter gårsdagens træningspas i AGF, der i morgen møder FC København på Århus Stadion.
Det bliver efter alt at dømme uden angriberen, som fik sine første spilleminutter i søndags, da AGF tabte i Herfølge.
Helgi Sigurdsson var lige kommet sig over en ondartet betændelse i sin ene akillessene, men i stedet har han overbelastet en muskel i læggen.
»Jeg frygtede, at det var akillessenen, men den ser stærkere ud end nogensinde. Men en muskel i læggen er overbelastet, og det er utrolig bittert. Men sådan kan det gå, når man begynder at træne hårdt efter en længere pause,« siger Helgi Sigurdsson, hvis deltagelse i opgøret mod FC København er usandsynlig.
Også hvis man spørger AGF's fysioterapeut Hans Henrik Gaden.
»Han spiller ikke søndag. Selv om han er blevet trappet stille og roligt op, så kan den slags ske. Men det er ikke alvorligt, og han træner igen allerede på mandag,« siger fysioterapeuten.
AGF-træner Sören Åkeby vil dog holde en lille kattelem på klem til islændingen.
»Lad os nu se efter den afsluttende træning. Ellers må en anden spille i stedet,« siger svenskeren, der har australieren Shane Cansdell-Sherriff tilbage i truppen.
Til gengæld glider Thomas Thorninger ud.
Skuffende indstas
Lørdagens træning vil give et fingerpeg om, hvorvidt Sören Åkeby ændrer startopstillingen efter en skuffende indsats mod Herfølge, som besejrede århusianerne 1-0.
»Det er ikke umuligt, at der sker ændringer. Træningen i denne uge har været koncentreret og fokuseret. Jeg føler, vi er på rette vej og er ikke urolig, men det er klart, at pointene snart skal komme. Men lige nu er vi inde i en fase, hvor vi skal finde vores egen stil,« siger Sören Åkeby, der atter kan disponere over angriberen Tom Christensen og midtbanespilleren Tomasz Mazurkiewicz.
Truppen har foreløbig denne sammensætning: Steffen Rasmussen, Rune Pedersen, Søren Pedersen, Leon Andreasen, Nicklas Carlsson, Wade Barrett, Stig Tøfting, Tomasz Mazurkiewicz, Brian Steen Nielsen, Martin Ulander, Morten Rasmussen, Jeffrey Aubynn, Tom Christensen, Morten Petersen, Shane Cansdell-Sherriff, Josta Dladla.
Hvordan Sören Åkeby blander kortene, vil han ikke ud med, men en mulighed er at sætte Tomasz Mazurkiewicz ind på den offensive midtbane og lade Martin Ulander spille højre fløj i stedet for Josta Dladla.