Spanien kan slutte en cirkel
Spanien kan søndag aften binde sløjfe på fire fantastiske år. Ifølge Iker Casillas har holdet allerede skrevet historie.
Det begyndte for fire år siden i Wien, men den foreløbige kulmination på fire, fantastiske år for spansk landsholdsfodbold kan komme søndag aften, hvis holdet vinder EM-finalen over Italien.
»Vi har arbejdet i mange år for det her, og vi kan afslutte en cirkel, hvis vi vinder,« sagde Spaniens landstræner Vicente del Bosque på lørdagens pressemøde på Det Olympiske Stadion i Kiev.
I 2008 vandt Spanien EM-finalen over Tyskland, og til VM i 2010 var det Holland, det gik ud over.
Mangler kun England
Vinder Spanien søndagens kamp i Ukraine, har holdet på fire år vundet tre finaler over tre af de fire største fodboldnationer i Europa.
Kun England mangler, men ikke meget tyder på, at Spanien får mulighed for at spille en finale mod et engelsk landshold, og det er ikke fordi, at der er ringe chance for, at Spanien igen ender i en finale inden for en nær fremtid.
Mange af spillerne er de samme som for fire år siden, men følelsen af at være i en EM-finale har ændret sig.
Har allerede skrevet historie
»Det er anderledes. For fire år siden var det så lang tid siden, at Spanien havde vundet noget. Da håbede folk så meget, at vi kunne vinde, og så gjorde vi det. Derfor skal vi ikke skrive historie mod Italien, for vi har allerede gjort det, og på den måde er det anderledes denne gang,« forklarede Spanien målmand Iker Casillas.
Selv om alle man spørger mener, at Spanien er favorit i finalen, gjorde både spillere og træner Del Bosque på søndagens pressemøde meget ud af at understrege, at styrkeforholdet er helt lige mellem de to hold.
Også selv om Spanien er regerende Europa- og Verdensmester, mens Italien blev slået ud af VM i 2010 af Slovakiet og New Zealand.
Ingen favorit i finalen
»Det handler ikke om fortiden. Jeg kunne sige, at Italien var favorit, fordi holdet har vundet VM fire gange, men det gør jeg ikke, for det handler om det, der sker lige nu. Derfor siger jeg, at chancerne er 50-50, for styrken mellem de to hold er så lig hinanden,« understregede Vicente del Bosque.
Italien har allerede overrasket til dette EM. Især i semifinalen da Tyskland var manges favorit til ikke blot at vinde den kamp men hele turneringen. Sådan var det dog ikke for spanierne.
»Italien er et meget godt hold. Det viste det den anden dag mod Tyskland, og det var ingen overraskelse for os. Tyskland spillede sin fodbold, men Italien viste sin karakter, og der er ingen favorit til finalen. Vi er helt lige,« mener også Iker Casillas.