Roligan-fest i Ukraine
De danske tilhængere synger nationalsang og fester uden for stadionet i Kharkiv, hvor Danmark møder Holland.
Så er den her. Danmark begynder lørdag aften EM-slutrunden med kampen mod Holland, og der er dansk fest i det østlige Ukraine. Roligansene fylder fanområdet uden for stadionet i Kharkiv, og stemningen er høj.
»Der er et yndigt land,« gjalder det ud over området, og de danske tilhængere er helt klar til kampen. Der er ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) solgt 1700 billetter til danskere. Det er noget færre end billetsalget til mange af de andre nationaliteter, men de danskere, der er kommet til Kharkiv er helt sikkert fast besluttede på at lave en fest.
Klart i overtal
De får dog kamp til stregen og mere til. Hollænderne er nemlig i klart overtal. Oranje skal spille alle sine tre gruppespilskampe i Kharkiv, og det gør det noget nemmere for hollænderne at planlægge turen.
Ifølge det hollandske fodboldforbund bliver der 8.000 – 10.000 hollandske tilskuere til hver af de tre gruppespilskampe, og de hollandske farver har hele lørdag været tydelige i bybilledet.
I fanzonen midt i byen var der allerede i formiddag tilhængere, som gjorde sig klar til dagens kamp. På Frihedspladsen tæt på fanzonen står en kæmpe statue af den afdøde kommunistiske leder Vladimir Lenin, og herfra vil de hollandske tilhængere vandre til stadion i samlet flok kl. 17:00.