William Kvist mangler lidt af det hele
En skade i maven har forstyrret William Kvists opladning til EM-slutrunden, og han er fortsat ikke, hvor han skal være til kampen mod Holland.
En af de danske nøglespillere kæmper fortsat for at nå den form, der skal til for at kunne spille en EM-kamp mod en verdensklassemodstander som Holland. William Kvist er ikke helt klar.
»Når man har holdt en længere pause, mangler man lidt af det hele. Følingen med bolden og andre ting i den stil,« siger han.
Landstræner Morten Olsen har helt åbent sagt, at William Kvist er blevet en af de mest sikre i den danske startopstilling.
Man kalder dens slags for stamspillere. Derfor er det også bydende nødvendigt, at Kvist er klar og i topform, hvis Danmark skal have en chance for at få noget med fra kampen mod Holland.
En lille pause
En skade i maven har dog forstyrret Kvists optakt til slutrunden, og i de to første uger trænede han ikke fuldt med sammen med resten af holdet, og han spillede ikke i Hamborg mod Brasilien.
»De fleste ting skal bygges på i forhold til, at jeg har haft en lille pause, og jeg er hele tiden i kontakt med Jens Bangsbo (landsholdets fysiske træner red.) om det. Han er fortrøstningsfuld i forhold til, at jeg nok skal nå det, og så er jeg også,« fortæller William Kvist.
Han er udset til at spille på den centrale midtbane sammen med Niki Zimling, og Morten Olsen vil med sikkerhed have det meget skidt med, at Kvist ikke er i topform.
Tredjevalg
Alternativet er nok Jakob Poulsen, som ser ud til at have overhalet Christian Poulsen som tredjevalg til den centrale midtbane efter anførerens fejl mod Brasilien, der kostede et mål.
Kvist kan spille. Det er helt sikkert, med mindre der sker et eller andet i de sidste træninger inden lørdag, men han ved ikke, hvor meget han mangler fra at være i topform.
»Det kan jeg ikke svare på, for jeg er ikke vant til at være meget under 98 pct. Det er klart, at jeg har haft en lidt længere pause, end vi havde ønsket,« erkender han.
Kvist kan dog mærke, at hans fysiske niveau højnes for hver træning, samt at teknikken og følingen med bolden bliver bedre og bedre.
»Jeg er ikke vant til at være skadet, så jeg har svært ved at sige, hvor jeg står, men umiddelbart ser det fint ud til træning, og jeg bevæger mig i den rigtige retning.«
Er du fortrøstningsfuld i forhold til at nå det niveau, der kræves for at spille en EM-kamp mod Holland?
»Ja, det er jeg.«
Hvordan hænger det sammen med, at du fortsat mangler noget?
»De ting kan hurtigt komme. Vi har trænet rigtig hårdt op til kampen mod Australien, og vi har bygget en masse ting på, for at topformen skal være der på lørdag.«
- Læs stort interview i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
- Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst. Klik her