Graulund: Katastrofe hvis vi misser Europa
AGF er næsten sikker på europæisk deltagelse efter 5-1-sejr over Brøndby.
For første gang i 15 år skal AGF optræde i en europæisk turnering.
Det ligger næsten fast efter søndagens 5-1-sejr over Brøndby. AGF er seks point og seks mål bedre end Silkeborg med to spillerunder tilbage.
»Det vil være en katastrofe, hvis det ikke lykkes nu. Det er kæmpe stort her i Aarhus, fordi det er 15 år siden. Kampen i dag var fantastisk, og det er en stor præstation at slutte som nummer fem. Det er virkelig flot, at vi skal spille europæisk fodbold,« sagde Peter Graulund efter opgøret.
AGF-træner Peter Sørensen jublede over storsejren, som han kaldte den bedste indsats i sine to sæsoner i klubben, men han vil endnu ikke sætte ord på de kommende opgaver i Europa.
»Det er ikke helt sikkert, men vi ligger godt. Vi skal tabe to og Silkeborg skal vinde to. Det kan ske, så vi må hellere gøre det færdigt først, inden vi taler om det,« sagde Peter Sørensen.