Matchvinder: Målmanden kom på mellemhånd
Tommy Bechmann mener, hans træner har fået noget at tænke på.
Sønderjyskes Tommy Bechmann erstattede den karantæneramte Quincy Antipas, da hans klub tog til Aarhus og vandt 3-1 over AGF. Og Bechmann scorede sit holds to første mål.
»Jeg har givet træneren noget at tænke over. Så må vi se, hvad det kan blive til. Jeg synes jeg har vist, at jeg er god nok til at starte inde,« sagde Tommy Bechmann, der lavede det første mål efter 11 minutter, da han støvede en lang bold op.
»Jeg kunne se, at jeg ikke kan tage den ned, og Steffen Rasmussen var kommet på mellemhånd. Så tænkte jeg, at det var nok bare at prikke til den,« sagde Tommy Bechmann, hvis anden træffer var et fladt skud fra kanten af feltet midtvejs i første halvleg.
»AGF havde bolden meget, men kom ikke frem til de helt store chancer. Vi skulle have lukket til både 3-0 og 4-0, inden vi fik scoret det tredje mål,« sagde Tommy Bechmann.