Fodboldfusion har fundet sin træner
Det bliver ikke Viggo Jensen, der skal føre Vejle Boldklub Kolding op i Superligaen.
Det lykkedes ikke for den erfarne træner Viggo Jensen at føre Vejle Boldklub tilbage til Superligaen i denne sæson.
Søndag sluttede denne sæsons 1. division, men allerede inden den sidste runde stod det klart, at Vejle Boldklub ikke ville vende tilbage til landets bedste række. Mandag meddeler klubben så, at den ikke forlænger samarbejdet med Viggo Jensen, der blev hentet til den ambitiøse klub i april som afløser for fyrede Mats Gren.
"Med ansættelsen af Viggo Jensen jagtede vi muligheden for oprykningen. Isoleret set fik vi under Viggo Jensen de point, som vi kunne forvente, men det rakte desværre ikke at rykke op. Men Viggo Jensen gjorde sit ypperste, og holdet kom tilbage på sporet og sluttede sæsonen godt af," siger direktør i VB Sport A/S Henrik Tønder i en pressemeddelelse.
En træner indefra
Vejle Boldklub fusionerer i løbet af sommerferien med naboerne fra Kolding, og den nye fodboldfusion, der får det lidt akavede navn Vejle Boldklub Kolding, får den tidligere VB-spiller Nicolai Wael som cheftræner. Han skal forsøge at sikre den nye konstellation en plads i landets bedste række ved at blive mindst nummer to i 1. division, der kan blive særdeles stærk med tilgang af nedrykker-klubberne fra Randers FC og Esbjerg fB.
39-årige Nicolai Wael har de seneste to sæsoner været assistenttræner i Vejle Boldklub og var inden ansættelsen i VB assistenttræner og talentchef i Sønderjyske.
"Når vi har valgt at ansætte en træner indefra, hænger det sammen med, at vi har kunnet følge Nicolai Waels udvikling. Han er et stort trænertalent og kender klubbens strategi om at skabe resultater samtidig med, at vi udvikler vores unge spillere. Nicolai Wael kender potentialet i truppen og har evnerne til at få det optimale ud af vores trup med mange unge spillere," siger Henrik Tønder.
En yngre trup
Nicolai Wael ser frem til at begynde i jobbet som cheftræner.
"Jeg glæder mig rigtig meget til at bygge videre på det, som vi har sat i gang med generationsskiftet i truppen i det seneste halvandet år. Vi har gjort truppen lidt yngre og bragt spillere ind med spændende potentiale, og her i foråret har vi også fået en række dygtige unge spillere fra talentsektoren ind på holdet, og jeg glæder mig til at se dem i et miljø, hvor de udelukkende kan koncentrere sig om fodbolden," siger Nicolai Wael.
Han får et team bestående af talentchef Lasse Christensen, U/19-træner Kim Engstrøm og U/17-træner Nikolaj Primdal ved sin side.