Dødskys udsat til søndag
Fire hold kan rykke ud af Superligaen på søndag efter dramatisk aften.
Fire hold skal på søndag hive i billetautomaten.
Esbjerg, Randers, Lyngby og AaB skal trække. På to af billetterne står der "lettelse og Superliga". På de to andre "1. division og Helvede".
Det er den vanvittige afslutning, der venter efter en onsdag aften med nerver og følelser overalt i næstsidste runde i Superligaen.
På vej ned
Esbjerg var på vej ned og 20-30 mio. kroner var vej ud over Nordsøen med vinger, men døden blev udsat, da Jakob Ankersen og Jesper Lange hamrede låget af med to scoringer, så 0-1 mod Horsens blev vendt til sejr på 2-1.
Desværre for vestjyderne fik de to nærmeste rivaler også point. Flest gik til Lyngby, der vanen tro spillede frisk til og denne gang ikke blev straffet, så de til sidst vandt med 1-0 i Silkeborg og således modtog tre kæmpe point.
De to resultater kunne ikke være værre for Randers, der længe lignede onsdagens store taber, men på flot vis fik vendt 0-2 i Herning til 2-2 mod FC Midtjylland.
AaB svigtede
Med i sumpen er også AaB. Højest overraskende efter nordjyderne 1-2 nederlag til heroiske Sønderjyske. Ganske ubehageligt at skulle besøg i en udsolgt Parken og vide, at man risikerer at ryge ud i tilfælde af nederlag.
Det er imidlertid faktum for AaB. Holdet belejrede Sønderjyske, men Nathan Coe stod en fremragende kamp og sendte kuldegysninger igennem Aalborg.
Ved Limfjorden havde man troet, at alt ville være fredeligt før sidste spillerunde, men otte point er smidt i de seneste tre kampe.
Et gys i Kronjylland
Esbjerg har 32 point og dermed tre point op til AaB’s 35. Mellem dem ligger Randers med 33 og Lyngby på 35. Således kan det meget blive målforskellen, der bliver afgørende efter sidste fløjt på søndag. I det regnskab ser det værst ud for Esbjerg og Lyngby.
Det kan vestjyderne dog selv rette op, da holdet skal på besøg i Randers. Et gys venter i Kronjylland. Taberen rykker ud.
I den anden ende af tabellen kom der en afklaring om den ene af medaljerne, da OB tilføjede FCK sæsonens blot andet nederlag og dermed tog sølvmedaljerne. Sejren var stor, nok også for stor, men 3-0 fik Odense Stadion til at danse og synge om den Champions League-kvalifikation, der venter straks efter ferien.
Bronzemedaljerne skal søndag enten til Farum eller Haderslev. Der spiller henholdsvis FC Midtjylland og Brøndby. Begge hold har 48 point, idet Brøndby ligesom FCM kun fik det ene point i 1-1 kampen mod FC Nordsjælland.
Læs historierne fra de seks kampe i den næstsidste runde (klik herunder):