Esbjerg udsatte nedrykningsafgørelsen
Vestjyderne skal besejre Randers på søndag og håbe på hjælp fra OB.
Esbjerg lever videre i Superligaen. I hvert fald frem til søndag, når en dramatisk sidste spillerunde skal afgøre, hvilke to hold der fra den kommende sæson må nøjes med at optræde i landets næstbedste række. Indtil kampens 75. minut lignede Esbjerg ellers en sikker nedrykker, men med et fantastisk comeback i anden halvleg vendte Esbjerg 0-1 ved pausen til sejr på 2-1 over Horsens.
»I pausen blev vi enige om at smide alt, hvad vi havde i hænderne og give al energi, og det lykkedes,« sagde Esbjergs træner, Jess Thorup til Canal 9.
Stadig favorit
På søndag kan Esbjerg med en udesejr over Randers rykke forbi kronjyderne. Men da Lyngby besejrede Silkeborg, er Esbjerg afhængig af, at OB slår Lyngby. I teorien kan AaB også hentes, men det kræver store sejre, da nordjydernes målforskel er klart bedre.
»Vi er stadig favorit til at rykke ned, men nu får vi vores finale i Randers, og vi tror på, at vi kan gøre vores del.«
Missionen var mulig
Onsdag aften vidste Esbjerg-spillerne, at kun sejren talte mod oprykkeren Horsens. Og med mere end 8.000 tilskuere på lægterne syntes missionen bestemt mulig. Men stemningen var af en underfundig, stille karakter. Tilhørerne var ganske enkelt ramt af kampens vigtighed. Den åbenlyse nervøsitet lod dog ikke til at forplante sig hos spillerne, der indledte med direkte angrebsspil, der i flere situationer var tæt på at udløse hjemmeføringen. Således var islændingen Arnór Smárason tæt på med både hovedet og højre foden.
Fortjent udligning
Det så ud til at kendetegne Esbjergs samlede sæson, da Gilberto Macena i stedet bragte udeholdet foran. Ifølge Esbjerg-træneren kendte hans spillere intet til stillingerne i de øvrige kampe, men mon ikke Jess Thorup alligevel opmuntrede sine spillere til at angribe yderligere fra anden halvlegs begyndelse. Det gjorde hjemmeholdet i hvert fald, og Jacob Ankersens energiske udligning efter 52 minutter var helt fortjent. Ti minutter troede Søren Rieks knap sine egne øjne, da Søren Jochumsen med en mesterlig refleks forhindrede en føring til hjemmeholdet. Den indtraf i stedet et kvarter før tid, da Jesper Lange resolut sparkede læderet i det korte hjørne.
I kampens afsluttende del kunne Søren Rieks have øget føringen, men Esbjergs målmand måtte også levere to klasseredninger for at sikre Esbjergs blot tredje hjemmesejr i sæsonen.
På søndag skal holdet selv sørge for at vinde sæsonens femte udesejr, hvis ikke Superligaen fra efter sommerferien skal være uden Esbjerg for første gang i 11 år.