Dobbeltkiks i Aarhus
I 15. hjemmekamp satte AGF point til. Vejle burde have vundet, men opgøret sluttede 1-1. HB Køge rykker med AGF op.
Vejle kæmpede for at rykke op, AGF for at vinde den 15. hjemmekamp ud af 15 mulige i træk. Begge dele kiksede.
Mark Howards hovedstødsmål efter 12 minutters spil var højdepunktet for et yderst tålmodigt hjemmepublikum, der overværede mødet mellem nummer et og tre i 1. division.
AGF spillede bedst i det første kvarter, hvorefter Vejle overtog midtbanen takket være duoen Mikael Rynell og Steffen Kielstrup.
På kanterne kunne AGF slet ikke få spillet til at fungere, mens vejlenserne blev mere og mere nærgående, som halvlegen skred frem. Mikael Rynell, Thomas Mikkelsen og Peter Ankersen fik alle gode skudchancer, men manglede præcision.
Vejle spillede for en spinkel oprykningschance, der krævede sejr i Aarhus, mens HB Køge skulle smide point i udekampen mod FC Fyn. Men HB Køge vandt og dermed kunne Vejle ikke nå noget som helst.
En hjælpende fod
Men AGF gav Vejle en hjælpende fod, da Mikael Rynells stolpeskud sprang ud på AGF-målmand Steffen Rasmussen og i mål efter en times spil til en yderst fortjent udligning.
Da havde Vejle endegyldigt udvist størst initiativ, mens flere af de kommende Superligaspillere i AGF manglede de sidste procenter i sæsonens sidste hjemmekamp.
For backen Frederik Krabbe var det allersidste optræden i AGF-dragten på Aarhus Stadion, da han ikke får forlænget sin kontrakt, der udløber om kort tid.
I sidste øjeblik var Vejle ved at lave selvmål, da Alexander Scholz headede på egen overligger, men det ville trods alt have været for ond en skæbne på dagen.