Lyngby vil forlænge med cheftræneren
Selv om klubben skulle rykke ned fra Superligaen, vil Lyngby forlænge med Niels Frederiksen.
De sidste tre superligakampe bliver for Lyngbys cheftræner, Niels Frederiksen, ikke et spørgsmål om at kæmpe for sit arbejde.
Han kan beholde det, selv om Lyngby rykker ned i 1. division.
»Klubben vil gerne forlænge. I forhold til, hvad den har fortalt mig, vil den gerne beholde mig, uanset om vi rykker ned eller bliver oppe,« siger Niels Frederiksen, som forlængede sin kontrakt med oprykkerklubben med et år før denne sæson.
En spændende udfordring
Niels Frederiksen blev Lyngbys cheftræner i 2009. Han kom fra et arbejde som underdirektør i Danske Bank, da han tiltrådte i det, som dengang var en ambitiøs 1. divisionsklub i problemer. Det arbejde kan han vende tilbage til, når kontrakten med Lyngby udløber 1. juni, men han er i tvivl, om han vil.
»Jeg tænker, at næste år i Superligaen bliver meget hårdt for Lyngby. Det bliver svært. Det gør det andet år altid, og vi mister mange profiler, men det kunne være en spændende udfordring,« siger Niels Frederiksen.
Mindre attraktivt i 1. division
Han erkender, at der er større chance for, at han bliver i klubben, hvis den holder sig på den rare side af nedrykningsstregen.
»Et år i 1. division ville være på andre vilkår i forhold til spillertrup, økonomi og de generelle forhold, og det gør det overordnet mindre attraktivt. Jeg udelukker ikke noget, men sådan er det bare. Sandsynligheden for, at jeg fortsætter er størst, hvis vi spiller i Superligaen,« forklarer Niels Frederiksen.
Han er paradoksalt meget glad for, at han har oplevet at være træner for en klub i store problemer, som det har været tilfældet for Lyngby dette forår. Klubben har tabt mange opgør i kampenes sidste 5-10 minutter og er nu under nedrykningsstregen, men Niels Frederiksen piber ikke over sit job.
Spændende og sjovt
»Jeg synes, at det er spændende og sjovt. Der er en bagside af medaljen, som er spændende, og det er, hvad vi oplever lige nu. Det har været godt for mig at opleve.«
Det lyder helt bagvendt?
»Ja, men hvis jeg havde været superligatræner, og vi havde ligget nummer seks hele vejen, havde jeg kun oplevet den gode side af jobbet. Nu prøver vi det modsatte, og jeg ved præcis, hvad jeg går ind til, hvis jeg fortsætter,« siger Niels Frederiksen.
Superligaens dårligste
Lyngby skal i forårets sidste tre runder møde Brøndby, Silkeborg og OB. Ifølge Niels Frederiksen skal holdet have mindst tre point, hvis det skal forblive i Superligaen og sandsynligvis fire. Holdets situation blev væsentligt forværret søndag eftermiddag med nederlaget til Sønderjyske, som ifølge Niels Frederiksen er Superligaens dårligste hold.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra Lyngbys sportschef Birger Jørgensen.