Matchvinder Nordstrand: Fysik til en halv time
Morten Nordstrand vendte et truende nederlag til sejr på bare fire minutter som indskifter.
”Der vil komme muligheder. Gå ind og udnyt dem.”
Sådan lød ordren fra Morten Wieghorst, da han efter 61 minutter sendte Morten Nordstrand på banen. Da var FC Nordsjælland bagud 0-1 mod Silkeborg. Fire minutter senere var stillingen 2-1, og Nordstrand var ophavsmand til begge scoringer. Og han havde dermed en stor aktie i 3-2-sejren.
”Jeg havde en god fornemmelse, da jeg kom på banen. Og det var dejligt, vi fik vendt det, og jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe holdet på denne måde,” sagde Morten Nordstrand.
Lejet i FCK
Han optræder i FC Nordsjælland på en lejekontakt, men han har ikke kunnet agere redningsmand i den seneste svære tid. Først afsonede han tre spilledags karantæne, og siden har han været skadet. Og var slet ikke klar til at spille en fuld kamp søndag.
”Jeg sagde til Wighorst, at jeg havde cirka en halv time i mig, og da er det at foretrække at starte på bænken og komme ind i anden halvleg. Jeg vil ikke forcere noget, og vi må se, hvor meget jeg kan spille på onsdag mod Randers og siden i pokalfinalen.”
Kun mennesker
Træner Morten Wieghorst var begejstret for sin angriber.
”Klassespillere kan ændre fodboldkampe. Nu må vi se, hvordan han har det i morgen, og hvor meget vi kan bruge ham i de næste kamep” konstaterede han efter en kamp, hvor hans hold havde præsteret ringe i kampens første time. Han ville ikke udelukke, at nervøsitet spillede en rolle.
”Jamen, spillerne er kun mennesker, og de kan være prægede af situationen i bunden. I hvert fald de unge kan være tyngede. Men man er nødt til at turde spille for at vinde. Det gjorde vi efter scoringen. Men vi kunne have bagud yderligere på det tidspunkt. Vores pasningsspil og presspil var slet ikke godt nok i første halvleg,” indrømmede træneren.
Under stregen
Han havde ikke fortalt sine spillere, at de rent faktisk lå under stregen inden dagens kamp. Det var en kendsgerning, da Sønderjyske besejrede Lyngby få minutter inden kick off.
”Vi kan ikke bruge det til noget. Det kan kun give flere nerver. Vi er nødt til at fokusere på os selv.”