Fødende kone stoppede Torres
Til mandagens kamp mod Aston Villa måtte Liverpool FC stille svækket op efter et usædvanligt afbud.
Med sølle fem scoringer har Fernando Torres fået megen kritik for at have skudt ved siden af i denne sæson, men fru Olalla har nu udvist endnu dårligere timing.
Mandag aften gik hun nemlig i fødsel og tvang dermed sin ægtemand til at melde afbud til Liverpools Premier League-kamp mod Aston Villa, hvilket for alvor gjorde opgøret til et møde mellem to svækkede mandskaber.
Foruden den spanske angriber stillede Liverpool uden Steven Gerrard og Jamie Carragher, mens Aston Villa savnede blandt andre Ashley Young, Stilian Petrov og Nigel Reo-Coker, men trods de ens betingelser var klasseforskellen udtalt.
Helt i tråd med sæsonens hidtidige præstationer spillede hjemmeholdet langt fra prangende, men vandt alligevel uden problemer 3-0 på mål af David Ngog, Ryan Babel og Maxi Rodriquez, hvilket rakte til et avancement til 8. pladsen - 10 point fra Arsenal på førstepladsen.