Ekspert: Vejle-navnet står svagt i fusion
Vejle-navnet forsvinder fra dansk fodbold, når Kolding FC og Vejle Boldklub lægges sammen.
VB Kolding bliver navnet på dansk fodbolds nyeste fusion.
Den ser dagens lys, når 1. divisionsklubberne Vejle Boldklub og Kolding FC til sommer slår pjalterne sammen.
Med sammenlægningen forsvinder det 109 år gamle Vejle-navn fra dansk fodbold. Fremover må klubbens mange tilhængere nøjes med forkortelsen VB, når de skal lede efter klubbens aktuelle placering i rækken, og det kan blive et problem, hvis fusionsklubben ønsker at brande hele regionen.
"Mange fodboldkendere er godt klar over, at Vejle Boldklub selvfølgelig er forbundet med de to bogstaver VB. Men det er ikke sikkert, at de, der ikke følger meget med i fodbold, ved, at navnet VB har noget med Vejle at gøre. Det kan selvfølgelig blive et problem, hvis man ønsker at sætte Vejle på landkortet," siger brandingekspert Kenneth Cortsen til spn.dk.
Inspireret af HB Køge
Folkene bag fusionen har formentlig ladet sig inspirere af kollegerne i HB Køge, en sammenlægning af Herfølge Boldklub og Køge Boldklub, da man skulle finde på det nye navn, men måske skulle man i stedet have set mod kollegerne i FC Midtjylland (sammenlægning af Herning Fremad og Ikast FS), hvis man havde ønsket at styrke hele regionen.
"Den regionale branding bliver med VB Kolding ikke så stærk, som hvis det havde heddet eksempelvis Vejle-Kolding eller FC Trekanten, som var på tale, da Fredericia var med i tankerne. Der kan man godt argumentere for, at navnet er lidt vagt," siger Kenneth Cortsen.
Den nye fodboldfusion får hjemmebane på Vejle Stadion, og der holdes fast i Vejles røde trøje, mens udebanedragten ligeledes bliver VB's nuværende. Dermed kan det være vanskeligt at spotte det gamle Kolding FC i den nye fusion. Det kan meget vel være det, der kommer til udtryk i navnet, hvor Kolding fylder mest.
"Det har nok handlet om, at man fra VB's sides har skullet give Kolding noget ejerskab til fusionen. Ved at tage hele Kolding-navnet med, har man sikret sig, at Kolding ikke kom til at stå svagt," vurderer Kenneth Cortsen.
En god start
Vejle Boldklub er i øjeblikket placeret på andenpladsen i 1. division med umiddelbar udsigt til Superliga-oprykning, og dermed vil fusionsklubben få den bedst tænkelige start på livet.
"Hvis de kommer i Superligaen og endda i den bedste halvdel, så kommer meget af sig selv rent brandmæssigt. Der er så meget mediefokus på Superligaen i dag. Det er ikke længere kun DR, som viser et sammendrag fra kampene, men man har diverse fodboldprogammer på tv og en hamrende god dækning i diverse medier," siger Kenneth Cortsen.
Det har endnu været småt med detaljer fra den nye fusion. På et pressemøde i næste uge vil folkene bag sammenlægning fortælle mere.