Fodbolden har ondt i helheden

Smerten er langt fra væk, selv om velplacerede plomber har dækket et par af hullerne.

Beskrivelsen kunne gå på en stakkel efter det første tandlægebesøg i mange år, men den handler om Dansk Boldspil-Union (DBU) og forholdet til græsrødderne.

Sagt uden billedsprog nærer mange i DBU's bagland stadig en afgrundsdyb mistro til flotte udmeldinger og såkaldte visioner, der alt for mange gange opleves som tomme skaller tilsyneladende fabrikeret for at skabe et poleret billede udadtil.

Som de eneste to medlemmer af organisationen har breddefodboldens seks lokalunioner (LU) og eliteklubbernes divisionsforening en forventning om at blive hørt og påskønnet, men en markedsanalyse bestilt af DBU selv tegnede i 2008 et andet billede af forholdet.

»Bedrevidende«, «topstyret« og »ikke i nærheden af virkeligheden« lød skudsmålene fra LU, mens topklubberne anså unionen for at være tungtarbejdende, utidssvarende og for uprofessionel til at kunne varetage interesserne for det øverste lag i pyramiden.

Flere fremskridt

På baggrund af konklusionerne og de kradse bemærkninger lovede DBU-formand Allan Hansen handling og kan to år senere fremvise flere fremskridt:

En arbejdsgruppe skal kigge på den interne fordelingsnøgle med en forventning om, at medlemmerne vil modtage et større tilskud.

Som længe ønsket af Divisionsforeningen (DF) skal alle sager vedrørende professionel fodbold nu først behandles i udvalget for professionel fodbold, hvorefter DBU-bestyrelsen tager stilling til de afsluttende beslutningsforslag.

Amatørfodbolden er tilgodeset med et samarbejde på administrativt niveau mellem DBU og LU, hvor deltagerne skal forsøge at skubbe gang i flere fælles aktiviteter. En tilnærmelse, der også er baggrunden for »Projekt Navnesynergi«, der omdøber de seks lokalunioner fra Københavns Boldspil-Union til DBU København, Bornholms Boldspil-Union til DBU Bornholm og så videre.

Især sidstnævnte initiativer skal øge sammenhængskraften i dansk fodbold og har vakt anerkendende nik blandt de berørte, hvor mange imidlertid stadig har svært ved at tro fuldt ud på de flotte udmeldinger fra Fodboldens Hus, DBU's hovedsæde i Brøndby.

Højtflyvende tanker

Flere unionsfolk på både politisk og administrativt niveau har over for Morgenavisen Jyllands-Posten fortalt om erfaringer med lignende højtflyvende tanker, der ofte ikke er blevet fulgt op af den fornødne handling og derfor aldrig er lettet for alvor.

»I Fodboldens Hus handler det om landsholdet og om at rejse til udlandet for at løse opgaver for Uefa, mens de slet ikke forstår vores dagligdags bøvl med knoldesparkerne i seriefodbolden. Man kan mærke, at de ikke aner, hvad vi laver, og de er også totalt ligeglade,« hævder en central placeret kilde, der ønsker at være anonym.

»Der er mange praktiske fordele ved at skifte navn, og jeg er også selv tilhænger af det, for det er tåbeligt at have 17 forskellige logoer og identiteter i fodboldsystemet, men det ændrer ikke en tøddel på det følelsesmæssige eller den reelle forbindelse. Kløften mellem administrationen i DBU og lokalunionerne har aldrig været større.«

Som skrækeksempel vælger han at fremhæve »nationen! Cup« - en hyggeturnering for femmandshold, som DBU overtog rettighederne til i 2010.

Antallet af spillesteder blev fordoblet til 12 fordelt over hele landet, og ansvaret for promovering og afvikling blev lagt ud til de seks lokalunioner med mildt sagt ringe udbytte.

Flere steder blev turneringen aflyst, andre steder blev den gennemført med kun få tilmeldte hold, og mange steder i organisationen endte projektet med en følelse af, at breddekræfterne med det manglende engagement bevidst ønskede at hævne sig for mange års besvær med at blive taget alvorligt i de højere luftlag.

»Det kan virke underligt, når vi nu alle arbejder for dansk fodbold, men der er bare ikke en fællesskabsfølelse. For det første er der ikke særligt mange fællesopgaver mellem Fodboldens Hus og os, for det andet føler man sig slet ikke på bølgelængde med dem,« forklarer en administrativt ansat fra en af lokalunionerne.

En naturlig konsekvens

Samme lunkne tilgang har også kunnet spores i lokalunionernes udmeldinger omkring navneskiftet, der officielt træder i kraft den 1. februar 2011. Fodboldpolitikerne bakker processen op og skynder sig så derefter alle som én at understrege, at ændringen ikke betyder et farvel til selvbestemmelse og til hovedfokus lagt på servicering af de lokale klubber.

Balancegangen skal dog ikke opfattes som modvilje, men som en naturlig konsekvens af de historiske strømninger, hvis man spørger Bent Clausen, formand i Jydsk Boldspil-Union/DBU Jylland.

»Der har i tidens løb udviklet sig forskellige kulturer, og man kan ikke bringe dem sammen ved at lovgive eller dekretere oppefra. Det skal man arbejde på fra begge sider, og det sker ikke med ét stort skridt, men med mange små. Jeg har hørt kritikken om manglende forståelse for hinandens verdener, men vi kan kun komme tættere på hinanden ved at arbejde sammen, for det dur ikke at sidde i hvert vores glasbur,« mener Bent Clausen.

»Markedsanalysen var en øjenåbner, men min erfaring er, at organisatorisk udvikling tager tid. Der er brug for tålmodighed, for vi har sat en masse ting i gang, og det hele bevæger sig i den rigtige retning, men tempoet måtte da gerne være hurtigere.«

Af samme grund har DBU indtil videre kun diskuteret lokalunionernes arbejdsopgaver, men endnu ikke en eventuel ændring af lokalunionernes antal og størrelse, som Rambøll-rapporten »DBU - fremtidig politisk og administrativ struktur« foreslog i 2007 for at undgå store gab som mellem Bornholms Boldspil-Unions (BBU) dengang 19 klubber og 2.525 spillere og Jydsk Boldspils-Unions (JBU) 913 klubber og 168.296 spillere.

En dårlig joke

De mulige fordele ville være blandt andet en større lighed i tilbuddene til klubber og besparelser, da BBU bruger næsten fire gange så mange penge på at servicere et medlem som JBU.

Men over for Morgenavisen Jyllands-Posten er en kilde alt andet end optimistisk i forhold til at se en modernisering gennemført.

»Det er til at dø af grin over, at lokalunionernes navneskifte er det eneste, der er sket. Man har stadig de samme grænser mellem lokalunionerne, selv om samfundet har været gennem diverse kommunalreformer og har fået regioner. Derfor oplever man, at knægte fra Gentofte ikke må spille med dem fra Gladsaxe, selv om klubberne ligger tæt på hinanden,« påpeger vedkommende.

»Eneste grund er, at Gentofte hører under KBU, mens Gladsaxe hører under SBU, men dem fra Gentofte må gerne spille mod Dragør, selv om der er 30 km derud. Det er jo en dårlig joke, men desværre meget sigende for niveauet.«

At det ømtålelige emne indtil videre er sparket langt ud af den politiske bane overrasker heller ikke andre kilder, der kalder DBU for »noget af det mest konservative, der findes«, og netop derfor er selv det mindste tegn på udvikling værd at hæfte sig ved ifølge Thomas Bytoft, formand for Fyns Boldspil-Union/DBU Fyn:

»Vi har fået opbygget en fornuftig dialog, jeg vil gerne bruge ordet »dialog«. Det er blevet bedre end for to år siden, og min tiltro til de fremadrettede resultater er vokset. Vi er ikke henne ved ”Vi”-følelsen endnu i DBU, men vi er kommet tættere på.«