Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby-fans i protestaktion mod Bjerregaard

Den nye uro i Brøndby får fansene til at iværksætte protestaktion til dagens opgør mod FCM.

- Mød op ved stadion i vanlig stil med røde effekter.

- Bliv under tribunen før kampen.

- Gå samlet på tribunen ved kampens begyndelse.

Sådan lyder opfordringen fra Brøndby-fraktionen Alpha på Brøndby-fansitet ”Alle Hader Os” forud for søndagens superligakamp mellem Brøndby og FC Midtjylland på Brøndby Stadion. Anledningen er tre bestyrelsesmedlemmers afgang samt den adm. direktør, Ole Palmås, opsigelse ovenpå et bestyrelsesmøde tidligere på ugen.

Delvis opbakning

Brøndby Support bakker delvist op om aktionen.

”I Brøndby Support kan vi ikke støtte op omkring en hetz mod enkeltpersoner, som det har været mod Per Bjerregaard, men vi har valgt at støtte op om, at vi ønsker forandring,” siger formanden fra Brøndby Support, Claus Helgesen.

”Ved denne aktion er det vigtigt for os, at den ikke går ud over spillerne. I Brøndby Support er vi med på idéen om at gå ned bag tribunen indtil kampstart, men fra da af er det vigtigt, at vi støtter spillerne op 100 pct.”

Med en sejr kan Brøndby overtage andenpladsen fra netop FC Midtjylland. Kampen begynder kl. 18. Iværksætterne bag aktionen opfordrer desuden klubbens fans til at protestere mod Bjerregaard foran klubbens hovedindgang efter kampen.