VM-træner frygter arrogance-fælden
Danmarks onde ånd Holland jagter efter den succesrige VM-start en plads i ottendedelsfinalen.
Allerede før VM var troen på egne evner enorm på det hollandske hold. Og de hollandske titelambitioner blev ikke mindre af, at det langt fra lykkedes det danske landshold at udnytte den hollandske arrogance.
Men den hollandske landstræner, Bert van Marwijk, maner til besindighed inden kampen mod Japan, der overraskede Cameroun med en sejr i sin første kamp.
"Jeg har sagt 100.000 gange, at nogle gange er vi arrogante, og nogle gange giver det bagslag. Jeg har sagt til spillerne fra dag ét, at vi ikke må falde i den fælde," siger Bert van Marwijk op til kampen mod Gruppe E's formodede svageste modstander.
Starten er vanskelig
Træneren fortæller, at sejren over Danmark har givet mere ro i truppen, og han forventer en bedre præstation mod japanerne.
"Åbningskampen i en slutrunde er altid vanskelig. Men selvom vores præstation i første halveg ikke levede op til vores standarder, skulle vi nu have fået mere styr på tingene efter denne uges træning," siger han.
Bert van Marwijk må i øvrigt stadig se bort fra Bayern München-stjernen Arjen Robben, der kæmper med den muskelskade, han pådrog sig i en VM-testkamp mod Ungarn.
"Jeg skal snakke med vores lægestab om Arjen, men jeg vil ikke forvente at se ham på toppen før næste uge," siger han.
Sneijder bekymrer
Japanerne mener, at Cameroun kom til at undervurdere dem i den første kamp, og at det netop gav bagslag for afrikanerne. Den hollandske arrogance håber japanerne derfor at bruge på samme måde. Men de erkender, at det bliver svært.
"Holland har mange gode pasningsspillere. Vi bliver angrebet, hvis vi ikke presser dem. Jeg vil op og erobre bolden oppe foran," siger den japanske angriber Shinji Okazaki.
For den defensive midtbanespiller Yuki Abe er den nyslåede Champions League-vinder Wesley Sneijder den største bekymring.
"Han vil gerne have bolden, og jeg skal stå vagt mod hans dybe afleveringer, for de gør ham farlig," lyder det.
Holland-Japan, lørdag klokken 13.30 på Durban Stadium i Durban
Ritzau