Hvorfor alt det flyvning?

Nicklas Bendtner bevæger bolden fremad med fodsålen, giver den onde, den udskældte Jabulani en blød inderside, så den triller gennem benene på et lille skilt, der advarer alle uden tilknytning til det danske fodboldlandshold om ikke at betræde græsset.

Bendtner, iført lange hvide ærmer under den sorte Adidas T-shirt, casual shorts, solbriller og retro gummisko, fanger bolden på den anden side, laver en kropsfinte i slowmotion, dernæst en discount-dribling og stopper så bolden. Lader den ligge. Sætter sig i en lav stol på sidelinjen og kyler sine lange stænger ud foran sig. Han ligner én, der har lyst til at spille, én, der kommer til at spille, men må denne dag nøjes med at se holdkammeraterne træne i Knysna for foden af grønne, frodige bjerge. Hans kollegaer i den offensive del af truppen savner stadig skarphed i formiddagens træningspas, men solen skinner på den perfekte bane og skråt bagud til venstre glimter strålerne i lagunen.

Det bedste feriested

Knysna. Tre gange i træk kåret som Sydafrikas bedste feriested, her er strande, søer, bjerge og floder spredt i storslåede landskaber og lidt op ad bjergsiden, et kvarters kørsel måske, ligger Simola Golfhotel, landsholdets base, og det skulle egentlig ikke være nødvendigt at retfærdiggøre sådan et valg.

Og så alligevel. For hvorfor træne og bo nede i Knysna, ved havoverfladen, når man skal spille tre kampe oppe i Johannesburg-området, i den tynde luft, 1.200 kilometer væk? Overvejede man slet ikke at bo, hvor man skulle spille, som de fleste andre lande?

Nej, kan kommunikationschef Lars Berendt bekræfte, man end ikke overvejede at bo oppe nord på.

»Overvejelserne var det rekreative og det sikkerhedsmæssige,« siger han med kommunikationschefens evne til at kommunikere kort.

Fordele og ulemper

Og overvejelserne, man ikke havde, er endt med den rigtige beslutning konstaterer landstræneren, selv om han erkender, at der er fordele og ulemper ved begge modeller.

»Fodbold er fysiologi, det handler om fysik, taktik og teknik, men mange gange er det mentale eller psykologiske afgørende. Man skal kunne fungere som individ, men også sammen i gruppen, når man er lang tid væk. Så hvis du ikke kan skabe en hverdag med rammer, hvor den enkelte og kollektivet fungerer, så…,« siger Morten Olsen og afbryder, som han har for vane, sin tankerække for at få plads til endnu en pointe:

»Nu snakker vi jo om danskere, vi snakker ikke om sydkoreanere - jeg aner ikke, hvordan de vil have det. Men jeg ved, hvordan vi vil have det. Og vi vil ikke have det sådan. Vi har været oppe nordpå i en uge, og jeg tror, at det var på tide, at vi kom videre. Australierne skal være der i tre-fire uger, og det tror jeg ikke, at vi kunne have holdt ud. Vi kunne ikke bo i Johannesburg og så ikke kunne gå ude på gaden. Det passer ikke til os,« siger Morten Olsen, der senere endda skal komme ind på leverpostej - men først spillerne.

Uden at få kuller

For dem handler en træningslejr om at bryde ensformigheden mellem kampene. Det handler om at gå mellem hinanden uden at gå hinanden på nerverne - om at få dagene til at gå uden at få kuller.

Lars Jacobsen (glad for landsholdsbasen):

»Det vigtige er, at alle dagene ikke ligner hinanden. At man prøver på at skabe lidt adspredelse og ikke laver de samme ting og kigger på de samme mennesker, havde jeg nær sagt. Det er selvfølgelig lidt af en udfordring i og med, at vi er sammen som trup og spiser sammen hver eneste dag. Man skal lige prøve engang imellem at hive stikket ud - se en film, spille lidt kort, eller gå en tur ned i byen og tage en kop kaffe. Jeg tror, at det gælder om at blande det hele lidt og få set nogle forskellige ting. Derfor synes jeg egentlig, at det er fint, at vi får nogle afbræk med rejserne.«

William Kvist (også glad for landsholdsbasen):

»Først og fremmest har vi nogle virkelig gode træningsbaner, som måske er en tand bedre end i Johannesburg. 19 ud af 32 hold er i Johannesburg, og derfor er der kamp om de gode hoteller og baner. Vi har fået et fantastisk hotel og træningsbaner. Her har vi også mulighed for at tage ned i byen. Det havde man ikke i Johannesburg, hvor der er mere fare for kriminalitet. Minusset er fly- og busturene. Det er der ingen tvivl om.«

Javel, flyveturene er enerverende, det erkender de alle, men så er de heller ikke værre. Det er halvanden time hver vej, og i modsætning til de fleste andre skal landsholdsspillerne jo ikke stå i kø og vente i lufthavnen, minder landstræneren om.

»Vi kører direkte med bussen og op i flyveren. Det er ikke et problem overhovedet.«

Så er der lige det med den tynde luft og bolden. Det viser sig nemlig, at det måske i højere grad end bolden, er den tynde luft, der er skyld i, at Jabulani opfører sig, som den gør.

»Vi har allerede set hernede i Knysna, at bolden opfører sig mere normalt igen, og hvis man vil gøre det til en problemstilling i forhold til, at vi så skal vænne os til den igen, kan man godt det. Men det gør jeg ikke. Vi har to dage til at vænne os til den igen inden kampen mod Holland, og den opgave skal vi kunne løfte,« siger Lars Jacobsen.

Detaljernes mand

Alle ved, at landstræner Morten Olsen er detaljernes mand. Der er ikke elementer, som han ikke giver eftertanke - således også bolden og den tynde luft.

»At ramme det perfekte er umuligt. Det er en balancegang. Hvis vi sad tre uger oppe i Johannesburg uden at kunne gå uden for hotellet, ville vi løbe skrigende bort,« siger Morten Olsen, og så er det, at han kommer ind på leverpostej.

»Hvis du spørger diætisten, om vi skal have leverpostej, vil han sige absolut nej. Men jeg synes, at der også skal være noget for ”øjnene”. Måske ikke dagen før, men så fem dage før. Forstår du, hvad jeg mener? Det er mennesker, du har med at gøre, og det handler også om det, der sidder mellem ørerne. Det handler om, at de skal være glade for at komme hjem til et sted, hvor der er noget for ”øjnene”. ”Hjem”, det er her. Folk kan lide at være her. De kan lide at være hjemme. Det er det, det handler om.«