Tavs klub fordoblede Simon Kjærs løn
Simon Kjær fik fordoblet sin løn i Palermo, uden at klubbens ledere stillede modkrav.
I en forhandlingssituation skal man som regel selv give afkald på noget for at få noget andet. For en fodboldspiller kunne det være at forhøje eller helt annullere en frikøbsklausul for at få noget mere i løn, så klubben suverænt bestemmer spillerens pris, hvis en anden klub henvender sig.
Sådan var det ikke ifølge ham selv ikke, da Simon Kjær for en måned siden skrev under på en ny kontrakt med Palermo.
»Klubben har givet mig en ny kontrakt, som giver mig det dobbelte i løn uden andre krav. Den gav mig bare det dobbelte i løn. Jeg sagde mange tak, og der var ikke andre krav,« afslører Simon Kjær.
Drømmescenariet
Han nyder i øjeblikket livet i det sydligste Italien. Klubben ligger nummer fire. En placering, som ville udløse Champions League-kvalifikation. Tankerne om at spille i klubfodboldens fineste turnering former sig, og Simon Kjær forudser, at det ville udløse en endnu bedre kontrakt med Palermo.
»Kvalificerer vi os til Champions League er det ikke det sidste, jeg har hørt fra dem. Hvis klubben føler, at den kan hente en, som er bedre end mig, prøver den at skyde mig af, men som det ser ud nu, er den meget tilfreds,« fortæller han.
Hvis ikke det sker, er Simon Kjær åben for at skifte klub.
»Der er ting, som taler for Spanien og andre, som taler for England,« siger han.
Er der flere end to klubber i Spanien, du vil til?
»Nej.«
Så det er Real Madrid eller FC Barcelona?
»Det er drømmescenariet, men jeg skal ikke afvise noget som helst. Jeg har det også rigtig godt i Palermo.«