Fortsæt til indhold
Fodbold

Det betyder Simon Kjærs tatovering

<p>Har du også tænkt over, hvad den store tatovering på Simon Kjærs højre arm betyder? Læs hans religiøse svar her.</p>

Simon Kjær smøger ærmet på højre arm op.

Han drejer armen rundt, så man kan se hele tatoveringen.

Den sorte tatovering fylder det meste af underarmen, og motivet fremtræder tydeligt.

»Det er ”Den sidste nadver”,« fortæller Simon Kjær.

En vis tro

Han har fået den, fordi han er konfirmeret og betegner sig selv som en person med ”en vis tro”.

»Jeg vil hellere have en, jeg kan se tilbage på og glæde mig over i stedet for at se tilbage på en om tre år og fortryde den. Den skal have noget betydning.«

Han fik den i vinter, og hans forældre var godt nok en smule skeptiske.

De er dog begyndt at acceptere den – bare den kan skjules af en langærmet trøje.

Synlige tatoveringer på hænder og i ansigtet er bandlyst, og det er Simon Kjær helt med på.

Ikke den sidste tusch

Han er dog ikke færdig med at få tatoveringer.

Han har endnu ikke besluttet, hvad den næste skal forestille, men hvis han ser et interessant motiv, har han en ven klar i Danmark, som både tegner og tatoverer det på ham.

Og inspiration til nye tatoveringer er der masser af på landsholdet, hvor flere af spillerne bærer prangende tatoveringer.

»Jesper Christiansen, som ikke er her lige nu, har en flot en på armen. Det er noget med en masse skygger og noget med Madonna. Jeg kan ikke helt huske det, jeg syntes bare det så godt ud.«