Brøndby-boss: En fejl at fyre Morten Olsen
Brøndbys bestyrelsesformand har fortrudt, at Morten Olsen i sin tid blev fyret i Brøndby IF.
Netop som landstræner Morten Olsen i disse dage overvejer, om han vil fortsætte som landstræner efter VM i 2010, modtager han oprejsning for nogle af de fyringer, der er en plet på fortællingen om Morten Olsen som træner.
I mandags gav Morten Olsen i Morgenavisen Jyllands-Posten udtryk for, at de ansvarlige bag beslutningen om at fyre ham i både Ajax Amsterdam, FC Köln og Brøndby IF i dag har fortrudt afskedigelsen. Han kaldte det »emotionelle beslutninger.«
I bogen ”Chefen” forklarer Ronald de Boer, som spillede i Ajax Amsterdam under Morten Olsen, hvordan han og hans bror Frank kritiserede Olsen offentligt og forstyrrede stemningen i truppen for at komme til FC Barcelona.
Ramt af bank-sag
I 1992 blev Morten Olsen fyret i Brøndby IF. Nu erkender klubbens bestyrelsesformand, at det var en fejl. Han var også dengang en helt central figur i klubben.
»Det er rigtigt. Morten Olsen formulerede det meget godt, da han sagde, at det var en emotionel beslutning. Der skete forfærdelig meget i Brøndby dengang, og så blev beslutningen taget. Havde der ikke været alt det andet, var beslutningen aldrig blevet truffet,« siger Per Bjerregaard.
Han henviser til, at Brøndby i den tid var hårdt ramt af den såkaldte Interbank-sag. Brøndby ville i 1992 overtage den danske bank Interbank, men endte i stedet med at skylde næsten 400 mio. kroner.
Konkurstruet
Det pressede Brøndby IF som aldrig før eller siden.
»Brøndby var konkurstruet, og når man er det, påvirker det alt. Så det er rigtigt, hvad Morten Olsen siger« husker Per Bjerregaard.
Han var også personligt presset af konkursen og et pres udefra i en tid med svigtende resultater.
Han vil dog ikke afsløre, om han også dengang var modstander af fyringen af Morten Olsen.
»Det vil jeg ikke kommentere, for det er ikke relevant, hvem der synes hvad.«
Ville du ønske, at du kunne gøre det om?
»Ja, men det var i 1992, så det har ingen relevans. Jeg tror heller ikke, at han søger et job i Brøndby, hvis han fravælger DBU som landstræner. Han søger nok nogle andre steder hen.«