Visum-regler bremser Randers-spillere
Randers må på grund af strikse visumregler se bort fra sine fire ikke-EU-spillere i torsdagens returkamp i Europa League mod Linfield.
Det har ikke været muligt at nå at få indrejsetilladelserne til Tidiane Sane, Issah Ahmed, Robert Arzumanyan og David Addy i orden i tide.
"Vi har været i kontakt med det britiske konsulat og alt, hvad der er i Belfast og London og København. Alt, hvad der har været muligt," siger Randers' direktør Jacob Nielsen til bold.dk.
En trøst for kronjyderne er dog den komfortable 4-0-føring, som holdet tager med til Nordirland efter den første kamp på hjemmebane.
Ritzau