Per Frandsen ny træner i HB Køge
<p>Den tidligere landsholdsspiller Per Frandsen bliver assistent for Auri Skarbalius hos superligaoprykkerne HB Køge.</p>
Fodboldkonstruktionen HB Køge har fundet sin nye assistenttræner for den trup, der i den kommende sæson skal forsøge at overleve i superligaen.
Det bliver den tidligere landsholdsspiller Per Frandsen, der i de seneste år har været ansat i agentfirmaet First Artist.
"Jeg har en utrolig god mavefornemmelse efter de lange samtaler, som jeg har haft med Auri (Skarbalius, cheftræner, red.) og sportsdirektør Rud. Auri er en super seriøs træner, og holdet har spillet en flot gang fodbold. Nu skal vi sørge for, at holdet kan få noget bæredygtighed i superligaen. Udenfor banen arbejdes der målrettet med tingene, og det passer fantastisk med mit ambitionsniveau," siger Per Frandsen i en pressemeddelelse.
Stor fodbolderfaring
Han har 23 landskampe i bagagen og en lang karriere i klubberne Wigan Atletic, Bolton, Blackburn Rovers, Lille og B1903, og det er ikke mindst Per Frandsens ballast, der har vakt HB Køges interesse.
"Per kommer med masser af erfaring i bagagen og en kæmpe portion nysgerrighed omkring trænergerningen. Selvfølgelig har vi hentet masser af oplysninger, og de fortæller alle om en ydmyg, seriøs, målrettet og dygtig fyr, som desuden besidder alle de menneskelige kvaliteter, som det kræves i en klub som vores," siger sportschef i HB Køge Per Rud.