Superligafans fanget i kanal-krig
<p>En ny tv-station har overtaget en tredjedel af superligakampene, men kun en lille del af danskerne kan se kanalen. Det er ikke noget problem, siger FCK-boss.</p>
Når den 1,1 mia. kr. dyre tv-aftale i dansk fodbold træder i kraft i den kommende sæson, forsvinder en tredjedel af superligakampene fra 3+ og TV2 Sport for i stedet at blive vist på den spritnye Canal 9, der er gået sammen med Danmarks Radio om at vise kampene.
Mens flere end en million kabel tv-seere i den forgangne sæson kunne fange fem af en spillerundes seks superligakampe i pakken hos landets to store kabel tv-selskaber, er der ifølge TNS Gallup blot omkring 200.000 husstande, der kan se den nye tv-kanal, når den går i luften den 19. juli.
Kampene fordeles efter et princip, hvor 3+ er førstevælger i hver runde, mens Canal 9 derefter kan vælge frit blandt de resterende kampe. Da Brøndby og FCK seermæssigt er de mest interessante, vil en af de to klubber typisk blive vist på seersvage Canal 9. Men det bekymrer ikke i FC København.
"Vi er sikret nogle minimumspenetrationsgrader gennem tv-aftalen, og dem er jeg sikker på, at tv-stationerne lever op til. Hvordan seertallene slår ud klub for klub og runde for runde, er for tidligt at spekulere i," siger FCK-direktør Dan Hammer til spn.dk.
DR på banen
I tv-aftalen er der stillet krav om en såkaldt penetration på 60 pct., hvilket betyder, at kampene skal kunne ses af 60 pct. af befolkningen. Den opgave kan Canal 9 ikke løfte alene, og derfor samarbejder tv-kanalen med licensfinansierede Danmarks Radio, der når ud til millioner af licensbetalende danskere. Dermed kan superligaklubberne se frem til at blive vist på landsdækkende tv, så penetrationskravet kan blive opfyldt.
Seere må til lommerne
Mens klubberne altså ikke nødvendigvis kommer til at lide under lavere seertal på Canal 9, så er situationen anderledes for FCK-fansene og andre danske superligatilhængere.
Kabel tv-selskabet Stofa og YouSee mener, at Canal 9 er for dyr og har derfor afvist at putte den i kanalpakkerne.
Dermed må man altså investere 2.400 kr. årligt i et Canal Digital-abonnement, hvis man vil se superligafodbold på sportskanalen, der har hyret den tidligere landsholdsspiller Peter Møller som vært.
"Det var en af de ting, vi var kede af, da vi af hensyn til den frie konkurrence på tv-markedet skulle udbyde til flere parter. Det kan gøre det dyrere, men der er jo altid det alternativ at se kampen i Parken. Desuden bliver der mange mennesker, der kan glæde sig over, at de kan se mere fodbold for de licensmidler, som allerede har betalt," siger Dan Hammer.
Ifølge Ekstra Bladet er sæsonens første syv runder fordelt mellem tv-selskaberne. Canal 9 skal efter planen vise FC Københavns fire første kampe.