Nedtur for Burnley og Jensen

En ny overraskelse var under opsejling, men det blev ved drømmen om en Carling Cup-finale for opkomlingene fra Burnley. Holdet, der har danske Brian Jensen til at vogte målet, førte 1-0 ved pausen i den første semifinalekamp på udebane mod Tottenham, men i anden halvleg faldt det hele sammen for holdet fra den næstbedste række, der tabte 1-4.

Artiklens øverste billede
Brian Jensen. Arkivfoto: Mike Egerton/AP

Det så ellers nogenlunde ud for gæsterne efter de første 45 minutter. Godt nok havde Tottenham klart mest boldbesiddelse, men der kom ikke rigtigt noget ud af det for storfavoritterne. Så var Burnley anderledes effektive, da Martin Paterson gjorde det til 1-0 efter et kvarters spil.

Tottenham lagde bedst ud efter pausen, og der var da også kun spillet et par minutter efter sidebyttet, før forsvareren Martin Dawson udlignede på et hovedstød efter et hjørnespark. Så var det, som om modstandskraften sivede ud af Burnley-spillerne, og de næste tyve minutter scorede Tottenham yderligere tre gange - sidste gang var det endda gæsternes Michael Duff, der sendte bolden i eget net uden chance for den danske keeper.

Burnley, der allerede har slået tre af de store London-hold fra Premier League ud af turneringen, har stadig en spinkel chance for at gå videre, men det kræver altså mindst en tremålssejr i returkampen om to uger.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen